Verdens vigtigste tamdyr
Hvad vandbøflerne kan lære os om tamdyrenes udvikling
Et af resultaterne af analysen af forskellige tamdyrs gener er, at man har kunnet påvise genetiske forandringer, som deles af forskellige tamdyr. Ofte vil der være tale om særlige områder på genomet, som vil være påvirket selv hos vidt forskellige tamdyr, som ikke umiddelbart er i særlig tæt familie med hinanden. Det ses bl.a., når man sammenligner vidt forskellige tamdyr som f.eks. hunde og mennesker. I andre tilfælde er der tale om identiske mutationer, som optræder hos dyrearter, som er i noget tættere familie med hinanden.
Et af de seneste eksempler på, hvordan identiske genetiske forandringer kan optræde hos tamdyr, som er blevet tæmmet uafhængigt af hinanden, ses blandt vandbøfler.
I kapitel 4 af Menneskedyret (s. 76-77) diskuterer jeg, hvordan man har kunnet påvise genetiske forandringer, som deles af tamkvæg og domesticerede vandbøfler, hvis fælles forfader menes at have levet for så lang tid som 5,8 millioner år siden. Disse genetiske forandringer skyldes, at begge dyr har gennemløbet en domesticering, som har sat sig identiske spor i deres dna. Vandbøfler kan imidlertid lære os meget mere om de genetiske forandringer, som følger med, når en dyreart domesticeres.
Vandbøfler er ikke bare vandbøfler. Den domesticerede udgave af vandbøflen er traditionelt blevet betragtet som en enkelt art (med det latinske navn Bubalus bubalis). Studier af bøflernes adfærd, udseende og genetik har dog kunnet påvise, at vandbøflerne kan opdeles i to forskellige underarter:
Flodbøflen, som lever på det indiske subkontinent og så langt vestpå som på Balkan samt i Ægypten og Italien.
Sumpbøflen, hvis udbredelse strækker sig fra den nordøstlige indiske delstat Assam mod vest over store dele af Sydøstasien og ud til Yangtzefloden mod øst.
Vandbøflernes betydning i disse dele af verden kan dårligt overdrives. De bruges som trækdyr og som lastdyr og til at pløje rismarker. De leverer kød og mælk, som bl.a. bruges til fremstilling af smør, ost og forskellige former for yoghurt samt andre surmælksprodukter. Der findes mere end 200 millioner vandbøfler verden over, heraf mere end 100 millioner i Indien alene. Man regner med, at flere mennesker verden over er afhængige af vandbøfler for at kunne klare dagen og vejen end af noget andet tamdyr i verden. Vandbøflerne kan derfor med god ret betegnes som ”verdens vigtigste tamdyr”.
Både flodbøfler og sumpbøfler nedstammer efter alt at dømme fra den vilde asiatiske vandbøffel (Bubalus arnee), som i dag overvejende lever i Indien, fortrinsvis i delstaten Assam, dvs. på overgangen mellem de to domesticerede underarters udbredelsesområder. Hvor vandbøflens tamme efterkommere skal tælles i mere end 100 millioner individer, er den vilde asiatiske vandbøffel i dag en truet dyreart og har været på IUCN’s rødliste over truede dyrearter siden 1986. Man mener, at der findes mindre end 4.000 individer i den vilde natur.
At der findes to forskellige underarter af den tamme vandbøffel ville i sig selv ikke være synderligt bemærkelsesværdigt, hvis det ikke var, fordi man samtidig har kunnet påvise, at disse to underarter med al sandsynlighed er blevet tæmmet og domesticeret uafhængigt af hinanden.
Flodbøflen stammer så vidt vides fra det vestlige Indien, hvor den blev domesticeret for omkring 6300 år siden, mens sumpbøflen blev domesticeret på den landfaste del af Sydøstasien et sted for mellem 3000 og 7000 år siden. Deres særskilte historier hænger formodentlig sammen med geografiske og klimatiske forandringer, som kan have bidraget til, at de to populationer er blevet isoleret fra hinanden.
De to forskellige typer af vandbøffel har ikke blot hver deres særskilte domestikationshistorie. De udviser også en tydelig forskel, hvad angår deres adfærd. Sumpbøfler er generelt rolige og omgængelige, og der er kun registreret ganske få angreb på mennesker, på trods af at de hyppigt er blevet håndteret selv af børn. Flodbøflerne har derimod et langt mere ustabilt temperament og kan udvise aggressive tendenser. En medvirkende årsag til denne forskel kan være, at sumpbøflerne traditionelt er blevet brugt til at pløje rismarkerne, hvilket kræver en vis grad af samarbejde mellem bøffel og menneske.
Flodbøflerne producerer derimod generelt mere mælk end sumpbøflerne. I takt med at behovet for trækdyr er blevet mindre som følge af en stigende mekanisering af risproduktionen, har man flere steder forsøgt at erstatte de traditionelle sumpbøfler med flodbøfler eller hybrider af sump- og flodbøfler. Hidtil uden større succes, idet det mere aggressive temperament tilsyneladende slår igennem, når de to typer af vandbøffel parres med hinanden.
Man kan sammenligne forskellen mellem sumpbøflen og flodbøflen med den tydelige forskel mellem den asiatiske vandbøffel og den afrikanske bøffel, kafferbøflen (Syncerus caffer), som er kendetegnet ved sit hidsige temperament. Kafferbøflen betragtes som et af Afrikas farligste dyr og slår hvert år mere end 200 mennesker ihjel i Afrika. Den afrikanske bøffels temperament menes at være forklaringen på, at den i modsætning til den asiatiske vandbøffel aldrig er blevet tæmmet og derfor ikke findes i en domesticeret udgave.
Når det er sagt, så er begge arter af vandbøfler dog væsentlig mere rolige og mindre aggressive end både den afrikanske kafferbøffel og den oprindelige vilde asiatiske vandbøffel.
Selvom der kan påvises visse forskelle mellem de to særskilte underarter, udviser sumpbøfler og flodbøfler også en række fælles træk. Man kan således finde spor af flere af de træk, som traditionelt forbindes med domestikationssyndromet, hos dem begge. Det omfatter ikke blot et nedsat aggressionsniveau og en mere rolig adfærd end deres vilde stamform, men også træk som en reduktion af kropsstørrelse og vægt, hurtigere udvikling fra unge til voksen og en tidligere seksuel modenhed.
Et nyligt studie af de forandringer, som de to typer vandbøfler har gennemgået, har påvist, at der ikke blot er tale om gener og genkomplekser, som også hos en lang række andre tamdyr har været involveret i udviklingen fra stamform til tamform. De fleste af disse genetiske forandringer rammer tillige systemer, som er ansvarlige for hjernens funktion. Det gælder f.eks. glutamatreceptorer, som bl.a. er involveret i stress-responser i hjernen, såvel som har en betydning for indlæring i hjernen ved at påvirke hjernens plasticitet, og som også er involveret i socialt samarbejde mellem individer.
Disse genetiske forandringer kan dermed være medvirkende til at forklare sammenhængen mellem et mere roligt og mindre opfarende gemyt, som er kendetegnende for tamdyr, samt en øget evne til at indlære nye former for adfærd, som også er typisk for tamdyr. Andre af de genetiske resultater peger på, at der også hos vandbøflen er involveret en reduktion af forekomsten i de neuralkamceller, som menes at være en del af forklaring på forekomsten af domestikationssyndromet (se Menneskedyret, s. 77-84).
Det er dog ikke alle forandringer, som deles af begge typer af vandbøffel. Hos sumpbøflerne har man bl.a. kunnet konstatere forandringer i gener, som er ansvarlige for at styrke evnen til at fordøje stivelsesholdige fødevarer. Lignende forandringer er også beskrevet hos andre tamdyr som f.eks. grise og hunde. Det skyldes en tilvænning til menneskelig kost, som ofte er rig på stivelse, som i sumpbøflens vedkommende udspringer af, at man traditionelt har fodret dem med søde kartofler og risgrød.
Sumpbøflerne udviser tillige nogle forandringer i de genkomplekser, som er involveret i hjernens oxytocin-systemer, som også er involveret i andre tamdyrs sociale adfærd. Det må tænkes at hænge sammen med, at det netop med disse dyr har været afgørende, at man har kunnet arbejde roligt og tæt sammen med dem om det hårde arbejde i rismarkerne.
De to forskellige typer af vandbøfler illustrerer, at der i forbindelse med domesticeringen både opstår genetiske forandringer, som deles af forskellige tamdyr, selvom de tæmmes uafhængigt af hinanden, og at hvert tamdyr kan gennemgå særskilte forandringer, alt efter hvilken rolle de spiller i forhold til mennesket.
Som historien om vandbøflerne illustrerer, findes der hos hvert enkelt tamdyr forandringer, som er særlige for netop denne art eller underart, sådan som vi så det hos sumpbøflen. Der er ikke tale om et simpelt afkrydsningsskema, hvor alle træk vil være til stede hos alle tamdyr uden undtagelse. De træk, som vi finder hos forskellige tamdyr, udgør derimod variationer over samme tema og udspringer af hvert enkelt tamdyrs historie med mennesket.
Det hele er kort sagt yderst kompliceret – og alligevel så enkelt!
Referencer:
Minervino AHH, Zava M, Vecchio D, Borghese A (2020) Bubalus bubalis: A Short Story. Frontiers in Veterinary Science 7: 570413.
Dutta P et al. (2020) Whole genome analysis of water buffalo and global cattle breeds highlights convergent signatures of domestication. Nature Communications 11: 4739.
Zhang Y, Colli L, Barker JSF (2020) Asian water buffalo: domestication, history and genetics. Animal Genetics 51: 177-191.
Luo X et al. (2020) Understanding divergent domestication traits from the whole-genome sequencing of swamp- and river-buffalo populations. National Science Review 7: 686-701.