Tamme tænder
Kan menneskets fredelige natur aflæses direkte på vores tandsæt?
En af de ting, som typisk adskiller tamdyr fra deres vilde slægtninge, er tandsættet. Tamdyr har ofte kortere snudeparti end deres vilde stamform, hvilket medfører, at tænderne sidder tættere sammen. Det gør sig også gældende for mennesket, hvis flade ansigt adskiller sig tydeligt fra chimpansernes og bonoboernes fremskudte kæbeparti. Til tider kan man ligefrem skelne mellem et dyrs tamform og dets vilde stamform alene ud fra kæbens længde og tændernes placering.
Men tændernes placering er langtfra det eneste ved vores tandsæt, som signalerer vores tæmmede natur. Tændernes størrelse afslører også vigtige detaljer ved vores evolutionære udvikling. Det gælder ikke mindst størrelsen af menneskets hjørnetænder, der udmærker sig ved ikke at være lige så fremtrædende som hos vores nulevende slægtninge. Udviklingen af vores tandsæt fortæller en vigtig historie om, hvordan vores adfærd har ændret sig gennem menneskets udviklingshistorie.
Størrelsen af pattedyrs tænder hænger normalt sammen med den kost, hver enkelt dyreart lever af. Hvor planteædere har store og brede kindtænder, der tillader dem at tygge maden godt og grundigt, kan rovdyr genkendes på deres veludviklede hjørnetænder, som bruges til at dræbe og flænse byttet.
I vores familie, blandt primaterne, ser sagen dog noget anderledes ud. Selvom flere primater stadig anvender deres hjørnetænder, når de angriber og nedlægger bytte, herunder også andre aber, bruger primaterne primært deres hjørnetænder som våben mod artsfæller.
Når vi ikke længere har markante hjørnetænder, hænger det derfor mindre sammen med en ændring af vores kost og mere med en ændring i vores sociale adfærd. Ser man på menneskets udvikling, er det karakteristiske jo netop, at vi har bevæget os fra en overvejende vegetarisk kost til en kost, som mere og mere bestod af kød. Omvendt har vores sociale adfærd ændret sig fra noget, vi må tro, har mindet om chimpansernes relativt stridige og konfliktfyldte natur, til de hypersociale samfund vi lever i nu til dags.
Sammenhængen mellem hjørnetændernes størrelse og den sociale adfærd kan genkendes hos flere andre primater. Blandt primater er der kun få grupper, hvor man finder en tilsvarende reduktion af hjørnetændernes størrelse. Til gengæld kan man i alle disse tilfælde se nogle karakteristiske træk ved den sociale adfærd i forhold til andre primater. Det gennemgående træk er, at der hos disse arter kun i meget begrænset grad finder kampe sted mellem flokkens hanner.
En af disse primater er de såkaldte muriquier, også kaldet uldedderkopaber, der lever i små flokke. I modsætning til de fleste andre primater, bliver hannerne i deres familieflok, mens hunnerne må søge sig en ny flok, når de bliver kønsmodne. Inden for flokken parrer hanner og hunner sig generelt med så mange forskellige partnere som muligt. Man har ligefrem observeret, hvordan hanner står i kø for at komme til at parre sig med en bestemt hun. Resultatet af, at alle kommer til, er, at ingen ved, hvem der er far til en bestemt unge. Det kan være forklaringen på, at der er langt mindre aggression inden for flokken blandt uldedderkopaberne end hos andre primater.
Blandt primater med reducerede hjørnetænder tæller også de såkaldte springaber (af slægten Callicebus). I modsætning til uldedderkopaberne er springaber stærkt territoriale dyr. Men de er samtidig også monogame. De lever typisk i familiegrupper på op til syv individer, som består af et ynglende par og deres afkom. Aberne styrker deres parbånd ved at holde sig tæt til hinanden, flette haler og udføre andre former for intim adfærd. Det er desuden kendetegnende for springaberne, at det primært er hannen, som bærer rundt på ungerne. Hos springaberne har man dermed overvundet aggressionen mellem hannerne ved at leve opdelt i familiegrupper centreret omkring et monogamt par.
_-Brazil-8.jpg){kind=link}
Ovenstående er eksempler på to forskellige strategier, som nedsætter aggressionen internt i flokken og dermed også fjerner behovet for at have kraftige hjørnetænder til at forsvare sig med over for artsfæller. Hvilken af disse to strategier, vores forfædre eventuelt kan have anvendt i forbindelse med vores overgang til en mere socialt orienteret adfærd, kan man naturligvis kun gisne om: Har vores forfædre parret sig til højre og venstre, sådan at man ikke længere kunne gennemskue, hvem der var far til hvilket barn? Eller har vores forfædre dannet monogame par, som i fællesskab har opfostret deres børn?
For den første mulighed taler, at man kan opleve noget lignende blandt nogle af vores nærmeste nulevende slægtninge, nemlig bonoboerne. Blomsterbørnenes eksperimenter i 1960’erne med åbne forhold og fri sex på kryds og tværs, som viste sig at føre til gentagne problemer med jalousi og misundelse, kunne omvendt tyde på, at vores forfædre var mere monogame. Uanset hvad svaret er, så har også vi gennemgået nogle forandringer af vores sociale adfærd, som har medført en mere omgængelig og fredelig natur, ikke mindst blandt flokkens hanner.
Charles Darwins forklarede menneskets kraftigt reducerede hjørnetænder ved, at udviklingen af våben som f.eks. håndholdte stenøkser eller spyd gjorde hjørnetænderne overflødige i nærkamp. Man havde ganske enkelt andre måder at gøre skade på hinanden på end at bide. Problemet ved den forklaring er blot, at formindskelsen af hjørnetændernes størrelse fandt sted væsentligt tidligere i vores udviklingshistorie end udviklingen af håndvåben. Udviklingen af våbenteknologi kan derfor ikke forklare, hvorfor vores hjørnetænder er skrumpet.
I dag hælder de fleste forskere til, at reduktionen i hjørnetændernes størrelse hænger sammen med udviklingen af det moderne menneskes hypersociale adfærd. I takt med at det sociale sammenhold i gruppen blev stærkere, fik det mindre og mindre betydning, hvor vidt man besad evnerne og styrken til at overvinde andre individer i nærkamp. Det, som i stigende grad fik betydning, var evnen til at danne alliancer, sådan at man i fællesskab både kunne overvinde eventuelle aggressive individer og arbejde sammen om at overvinde de udfordringer, som tilværelsen bød på. At der på denne måde er en sammenhæng mellem en reduktion af hjørnetændernes størrelse og reduceret aggression mellem flokkens individer, blev foreslået allerede i 1960’erne af antropolog Ralph L. Holloway, som var en af de første til at slå fast, at denne forandring ikke hang sammen med udviklingen af nye våben.
Det stemmer udmærket overens med, at hjørnetændernes størrelse ikke kun er blevet reduceret i den udviklingslinje, som førte til det moderne menneske. Man finder en lignende reduktion hos en af de tidligste grene af menneskets stamtræ, fortidsmennesket Ardipithecus ramidus, som skilte sig ud fra vores forfædres udviklingslinje, efter at vores veje skiltes fra chimpanserne. Dette fortidsmenneske levede for op imod 4 millioner år siden og bærer en række tegn på også at være udsat for en form for selvtæmning.
Vores undselige hjørnetænder er dermed endnu et af de fysiske træk ved mennesket, som afslører vores i grunden ganske fordragelige sociale natur.
Referencer:
Greenfield LO (2018) Canine reduction. The International Encyclopedia of Biological Anthropology. John Wiley & Sons.
Lassek WD, Gaulin SJC (2022) Substantial but Misunderstood Human Sexual Dimorphism Results Mainly From Sexual Selection on Males and Natural Selection on Females. Frontiers in Psychology 13: 859931.
Holloway RL (1967) Tools and Teeth: Some Speculations Regarding Canine Reduction. American Anthropologist 69: 63-67.
Suwa G, Sasaki T, Semaw S, Rogers MJ, Simpson SW, Kunimatsu Y, Nakatsukasa M, Kono RT, Zhang Y, Beyene Y, Asfaw B, White TD (2021) Canine sexual dimorphism in Ardipithecus ramidus was nearly human-like. Proceedings of the National Academy of Sciences USA 118: e2116630118.