Tamhesten og tamgenerne
Tamhestens gener bidrager til historien om hesten og mennesket
Hesten er et af de dyr, der har haft størst betydning i menneskets historie. Som arbejds- og trækdyr samt som ridedyr såvel som fødekilde og totemdyr. Hesten blev ikke desto mindre tæmmet relativt sent sammenlignet med flere af vores øvrige husdyr som geder, køer eller svin. Man regner normalt med, at de første tamheste opstod for omkring 4.500 år siden, hvilket er halvt så lang tid siden som for flere af de øvrige husdyr. Meget tyder på, at Botai-kulturen fra de nordlige steppeegne i det nuværende Kasakhstan tæmmede heste allerede for 5.500 år siden. Efter alt at dømme døde denne kultur dog ud uden at efterlade sig spor, og deres heste blev atter forvildede.
I de senere år har flere forskellige forskergrupper forsøgt at kortlægge tamdyrenes genetiske udvikling i forsøg på at rekonstruere historien om deres liv sammen med mennesket. Her på siden har vi set, hvordan man har påvist forandringer i et af de gener, som påvirker tamgedens adfærd. I den senere år er der blevet foretaget flere lignende undersøgelser af tamhestens genom. Resultaterne af en af disse undersøgelser blev publiceret sidste år. Det er baseret på studiet af ikke mindre end 266 forskellige gener, der alle er under mistanke for at være involveret i tamhestens udvikling.
Flere af de gener, man har kunnet påvise, har været genstand for positiv selektion, og som dermed er blevet mere og mere udbredte gennem tamhestens udvikling, er involveret i træk som kropsstørrelse eller pelsfarve. Mange af disse gener ser ud til at have spredt sig relativt sent i tamhestens historie. Men man har også fundet gener, hvis historie strækker sig meget længere tilbage i tiden. Faktisk så langt at de kan fortælle os om tamhestens tidlige udvikling og dermed også om det tidligste samliv mellem hest og menneske.
I den forbindelse er der særligt to gener, der har tiltrukket sig opmærksomhed. I den genetiske nomenklatur bærer de henholdsvis betegnelserne ZFPM1 og GSDMC. Bag sådanne betegnelser ligger typisk en lang historie, der primært handler om, hvordan de enkelte gener er blevet opdaget. Den førstnævnte variant, ZFPM1, tilhører f.eks. en gruppe gener, som koder for proteiner, som på baggrund af deres struktur kaldes ”zinkfingerproteiner”, og som først blev studeret og beskrevet hos afrikanske sporefrøer.
Hvad der er mere interessant er, at forskerne har kunnet påvise, at netop denne del af tamhestens genom blev udsat for en stærk selektion for omkring 5.000 år siden. Målrettede studier på mus har samtidig påvist, at det samme gen har betydning for adfærd som frygtsomhed og stresstolerance. Alt i alt tegner det et billede af, at tamhestens forfædre gennemgik nogle genetiske forandringer for omkring 5.000 år siden, som gjorde dem mindre frygtsomme og – må vi antage – mere håndterbare for mennesker.
Det er ikke blot interessant, fordi det skubber tidspunktet for de første tamhestes opståen omkring 500 år tilbage i tiden fra de 4.500, man hidtil er gået ud fra ud fra fossile fund. Det viser også, at et af de første resultater af hestens tæmning efter al sandsynlighed har været, at der skete ændringer i deres genetiske sammensætning, som gjorde dem mindre frygtsomme overfor mennesker.
Når det ikke er helt uden betydning, er det fordi netop dette træk, dvs. hvor frygtsomme en bestemt dyreart er overfor mennesker, menes at være en af forklaringerne på, hvorfor nogle dyrearter kan udvikle sig til tamdyr, mens andre aldrig bliver rigtigt tamme. Inden for hestens egen familie er det klassiske eksempel zebraen, som trods gentagne forsøg på tæmning og tamavl udført af både indfødte og af de europæiske kolonimagter aldrig blev et tamdyr.
Det andet af de to gener i fokus, GSDMC (også kaldet gasdermin C), har betydning for hestenes fysiske udformning og formåen. Hos mus kan dette gen kobles til kropsform, motorisk koordination og muskelstyrke samt til rygsøjlens anatomi. Hos heste er det bl.a. med til at styre forholdet mellem kropslængde og ryghøjde, mens forskellige varianter af dette gen hos mennesker kan resultere i fysiske forandringer af rygsøjlen, ofte ledsaget af kroniske rygsmerter.
De varianter, som man kan påvise, har spredt sig hos hestene, ser derimod ud til at øge benstyrken og styrke forlemmerne. En effekt man også eksperimentelt har genskabt hos mus. Det betyder, at de genetiske ændringer på dette sted af hestens genom kan have været medvirkende til at øge mulighederne for at bruge hesten som ridedyr, idet de fik en kraftigere ryg.
Det interessante er, at disse forandringer af tamhestens gener ser ud til at være foregået for et sted mellem 4.700 og 4.200 år siden. Det betyder altså, at selvom tamhestens adfærd allerede var ved at forandre sig for godt 5.000 år siden, så skete der stadig noget vigtigt, som øgede hestens betydning som transportmiddel for omkring 4.500 år siden, dvs. omkring det tidspunkt, vi normalt har antaget, at tamhesten opstod.
Det bemærkelsesværdige er ikke kun, at der skete denne forandring med tamhesten gener. Det er også, hvor hurtigt det gik. For omkring 4.200 år siden spredte disse genvarianter sig så hurtigt, at de i løbet af kun få århundreder kom til at dominere totalt blandt forfædrene til nutidens tamheste. Det lyder muligvis ikke af meget, men ud fra et genetisk synspunkt er det nærmest øjeblikkeligt og f.eks. langt hurtigere end de menneskelige gener, som gør det muligt for voksne mennesker at fordøje mælk, har spredt sig over kloden.
Hermed var sporet lagt for den spredning af tamhestene og de kulturer, som brugte heste til ridedyr og til at trække deres hestevogne, som fandt sted i de følgende århundreder og årtusinder.
Mens GSDMC muligvis var det første gen, som havde afgørende betydning for, at vi kunne bruge hesten til at ride på, er det langt fra det eneste gen, som har haft betydning for brugen af heste som ridedyr. Tidligere studier har påvist et andet gen, kaldet DMRT3, som også har spredt sig til det meste af klodens bestand af tamheste fra et udgangspunkt, man i dette tilfælde har kunnet placere på de britiske øer. Her ser den særlige genmutation ud til at være opstået omkring år 900, hvorefter den har spredt sig hastigt – først til Island og senere til hele det europæiske fastland. Det sandsynliggør, at det er sket som følge af vikingernes oversøiske togter.
Med tiden har denne mutation spredt sig til tamheste verden over. Ligesom GSDMC påvirker genet DMRT3 rygsøjlens anatomi, sådan at hestens skridtlængde øges og ridebevægelserne bliver mere blødere og mere behagelige for rytteren. Det har således også haft betydning for brugen af heste som ridedyr.
Historien om tamhestenes genetiske udvikling er dermed ikke blot historien om, hvordan et vildt dyr blev tæmmet og hvilke forandringer, det resulterede i, hvad angår dyrenes genetik. Det er samtidig historien om forholdet mellem hest og menneske. Det er også historien om os.
Referencer:
Andersson LS et al. (2012) Mutations in DMRT3 affect locomotion in horses and spinal circuit function in mice. Nature 488: 642-646.
Librado P et al. (2021) The origins and spread of domestic horses from the Western Eurasian steppes. Nature 598: 634-640.
Liu X et al. (2025) Selection at the GSDMC locus in horses and its implications for human mobility. Science 389: 925-930.
Promerová M et al. (2014) Worldwide frequency distribution of the ‘Gait keeper’ mutation in the DMRT3 gene. Animal Genetics 45: 274-282.
Staiger EA et al. (2017) The evolutionary history of the DMRT3 ‘Gait keeper’ haplotype. Animal Genetics 48: 551-559.
Wutke S et al. (2016) The origin of ambling horses. Current Biology 26: R697-R699.