Skraldeteorien og de sociale ulve
Ny forskning tyder på, at forudsætningerne for at opbygge et tillidsforhold til mennesket allerede var til stede hos ulvene inden tamhundens opståen
En af de mest udbredte teorier om, hvordan hunden blev tæmmet, er den såkaldte ”skraldeteori” (eng. scavenger hypothesis). Ifølge denne beskrivelse tæmmede hundene så at sige selv, idet de første hunde levede af resterne fra vores måltider, som de fandt på de skraldebunker og møddinger, der opstod omkring vores forfædres bopladser. Lidt ligesom nutidens skraldere går på rov i supermarkedernes affaldscontainere efter varer, som nok er blevet kasseret, men som stadig kan spises. Det første skridt mod udviklingen af nutidens tamhunde bestod således i en form for selvudvælgelse, hvor de mindst sky hunde havde lettere ved at overvinde deres frygt for mennesket og fik lettere adgang til den næringsrige kost, som stadig var tilbage, når vi havde taget vores del.
Gennem de senere år har skraldeteorien været genstand for en del kritik. Hovedargumentet er, at de ulve, som hunden nedstammer fra, vil have haft svært ved at overvinde den medfødte skyhed, som stadig findes hos nulevende ulve. Det taler ifølge visse kritikere for, at mennesket må have spillet en mere aktiv rolle i hundens tæmning. Som beskrevet i kapitel 6 af Menneskedyret (s. 119-120) kan ulvenes nutidige skyhed dog delvist være et resultat af, at vi som mennesker har jagtet og i det hele taget gjort, hvad vi kunne for at udrydde ulvene. Deres nutidige adfærd er i så fald ikke retvisende for, hvordan de tidlige ulve opførte sig omkring den tid, hvor hunden begyndte at blive tæmmet.
En netop udkommet artikel sætter spørgsmålstegn ved, om ulvens påståede skyhed i det hele taget er en så stor forhindring for, at de tidlige hunde har kunnet knytte venskab med mennesker, som det er blevet påstået af kritikerne. En sammenligning af tamhundes og ulvehvalpes adfærd viser i hvert fald, at ulve på omkring et halvt år er i stand til at udvikle en forkærlighed for udvalgte mennesker på samme måde som hunde. Ulvene udviser i hvert fald en tydelig evne til at skelne mellem personer, de har mødt eller set før og skabt et positivt forhold til, og fremmede, ukendte personer. Tilstedeværelsen af velkendte mennesker kan ligefrem være med til at nedsætte stressniveauet hos disse unge ulve, hvilke kan ses som et tegn på, hvordan det første skridt mod en egentlig tæmning godt kunne tænkes at være foregået hos sådanne ulve.
Som forskerne bag forsøgene gør opmærksom på, er det mest sandsynlige, at der eksisterer – og har eksisteret – en variation i ulvenes adfærd, hvor nogle ulve har været mere opsøgende og tillidsfulde over for mennesker end andre. Det kan (som i forsøget) særligt have være tilfældet for unge ulve, som dermed kan have opsøgt menneskets bopladser i deres søgen efter lettilgængelig føde.
Det betyder med andre ord, at forudsætningen for, at ulve (og særligt ulvehvalpe) kan have dannet sociale bånd til mennesker, efter al sandsynlighed har eksisteret, allerede inden hunde blev tæmmet og gjort til tamhund. Det betyder også, at den måske væsentligste anke mod skraldeteorien, nemlig at ulve er for sky og undvigende i forhold til mennesker til, at de ville have kunnet vænne sig til menneskeligt selskab for at få adgang til smulerne fra vores borde eller lejrbål, er mere end tvivlsom.
I sig selv er det ikke nok til at skelne mellem, om skraldeteorien er den mest sandsynlige forklaring på, hvordan hunden blev gjort tam, eller om der i stedet er tale om, at vores fjerne forfædre har bortført og opfostret små ulvehvalpe, som herigennem har vænnet sig til livet blandt mennesker, sådan som for nyligt foreslået af ulveeksperten L. David Mech og James A. Serpell, som er specialist i dyreetik.
Men det understreger, at de sociale egenskaber, som er nødvendige for at kunne tilnærme sig og blive en del af menneskets verden, også er til stede hos ulve – og med al sandsynlighed også har været det hos de ulve, som i sin tid blev forfædre til nutidens tamhunde.
Referencer:
Hansen Wheat C, Larsson L, Berner P, Temrin H (2022) Human-directed attachment behavior in wolves suggests standing ancestral variation for human–dog attachment bonds. Ecology and Evolution 12: e9299.
Serpell JA (2021) Commensalism or Cross-Species Adoption? A Critical Review of Theories of Wolf Domestication. Frontiers in Veterinary Science 8: 662370.
Mech LD, Janssens LAA (2022) An assessment of current wolf Canis lupus domestication hypotheses based on wolf ecology and behaviour. Mammal Review 52: 304-314.