Sanser til låns
Har tamhunden fungeret som menneskets forlængede sanseapparat?
I kapitel 6 af Menneskedyret (s. 126-131) beskriver jeg adfærdsforskeren Wolfgang Schleidts provokerende teori om, at det ikke er mennesket, der har tæmmet hunden, men derimod hunden som har tæmmet mennesket. Schleidt er dog langtfra den eneste, som har spekuleret i, om hundens monstro kan have spillet en langt større rolle i menneskets udvikling end normalt antaget.
Omtrent samtidig med, at Schleidt fremsatte sin teori om, hvordan hundene spillede en afgørende rolle for udviklingen af menneskets sociale natur i slutningen af 1990’erne, fremsatte antropologen Colin Peter Groves lignende tanker. Hvor Schleidt fokuserede på hundens og menneskets sociale natur, var Groves’ fokus dog i stedet på vores sanser og den udvikling, de havde været igennem.
Som Groves bemærker, er tamdyrs sanser ofte mindre skarpe eller fintfølende end hos deres vilde stamform. Det gælder for de fleste tamdyr og således også for både mennesker og hunde.
Med udgangspunkt i den klassiske forestilling om menneskets sløvede sanser, forestiller Groves sig nu, at hundene kan være trådt til og så at sige fungeret som en erstatning for de sanser, som vores forfædre havde mistet eller manglede. De tidlige hunde kan dermed med deres overlegne lugtesans og hørelse have fungeret som vores næse og ører og have hjulpet os med at opspore byttedyr samt alarmere og advare os mod fjender.
Selvom også tamhundens sanser typisk er noget mindre effektive end ulvens, kan hundene dermed have bidraget til, at vi har kunnet udvikle de tidligste menneskelige bosættelser og samfund. Ikke mindst deres evne til at bevogte vores får og geder mod hundenes egne slægtninge, ulvene, såvel som mod andre rovdyr, har spillet en afgørende rolle i den udvikling, der endte med at dele naturen op i to: den tamme natur bag hegnet og den vilde natur udenfor hegnet. En opdeling, som i dag er så grundlæggende, at vi slet ikke tænker videre over det.
Selvom hunden uomtvisteligt har spillet en vigtig rolle for mennesket ved overgangen fra et liv som nomadiske jægere til bofaste bønder, så er forestillingen om, at menneskets sanser skulle være særligt sløve sammenlignet med andre dyrs ikke desto mindre lidt af en myte.
Overordnet set har vi faktisk meget skarpe sanser: Vores syn er langt bedre end de fleste pattedyr, og selvom vi har sværere ved at se i mørke, kan vi skelne tingene i dagslys langt bedre end hunde. Tværtimod må hunde ud fra et menneskeligt synspunkt betragtes som delvist farveblinde, idet de har svært ved at skelne mellem røde og grønne nuancer. Vores hørelse er måske ikke lige så skarp som hundenes, men til gengæld kan vi skelne skarpt mellem forskellige lyde, hvilket bl.a. kommer os til fordel, når vi skal afkode alle det talte sprogs finere nuancer.
Vores følesans er også meget veludviklet og tjener bl.a. til at understøtte vores ganske imponerende finmotorik. Ja, selv vores lugtesans, som ellers er en af de sanser, som oftest fremhæves som sløve, er faktisk væsentligt bedre, end man normalt forestiller sig. Sammenlignet med menneskehjernens størrelse er vores lugteorgan rigtig nok ganske lille. Men i absolutte mål har vi faktisk et relativt stort lugteorgan, når man sammenligner med de fleste andre pattedyr, selvom vi på denne konto ikke kan konkurrere med hundene. Vi er faktisk også rigtig gode til at skelne lugte fra hinanden, hvilket bl.a. kommer vores smagssans til gode, idet vores smagsindtryk i vidt omfang dannes på baggrund af lugteindtryk fra mundhulen.
Selvom man måske skulle tro, det var løgn, er det faktisk også muligt at optræne menneske i at følge et spor, hvilket bl.a. er blevet demonstreret ved forsøg, hvor man har anvendt chokolade som sporstof frem for det mere traditionelle blod.
Selvom hunden kan have spillet en vigtig rolle som jagtfælle og have hjulpet vores fjerne forfædre både med at spore og nedlægge byttet, så udspringer dette altså mindre af, at de menneskelige sanser er begrænsede og mere af det unikke fællesskab, som opstod mellem hund og menneske.
Måske er det disse forhold, som gør, at Groves’ forestillinger om hundens rolle i menneskets udvikling og den dertil hørende selvtæmning indtil videre mest af alt er blevet mødt med en mild overbærenhed og blevet betragtet som et pudsigt indslag i debatten om hundens oprindelse. Men selvom de finere detaljer i Groves’ beskrivelse af samspillet mellem hund og menneske måske bygger på forældede forestillinger om menneskets sanser, er de alligevel et eksempel på en tendens, som bliver mere og mere tydelig: Accepten af at samlivet med hunden aktivt har præget menneskets udvikling.
Colin Groves med kraniet af en bjerggorilla.
Referencer:
Schleidt WM (1998) Is humaneness canine? Human Ethology Bulletin 13: 1–4.
Groves CP (1999) The Advantages and Disadvantages of Being Domesticated. Perspectives in Human Biology 4: 1–12.
Porter J et al. (2007). Mechanisms of scent-tracking in humans. Nature Neuroscience 10: 27–29.
McGann JP (2017) Poor human olfaction is a 19th-century myth. Science 356: eaam7263.