Når mænd bliver syge
Er der en god grund til, at mænd rammes hårdere af influenza end kvinder?
Vi kender den formodentlig alle sammen: mandeinfluenzaen.
Skal man tro de beretninger, man læser, særligt fra de kvinder som er gift med de forkølede eller influenzaramte mænd, bliver mænd angiveligt langt mere svage og ynkelige, når de bliver syge med almene, ikke-livstruende sygdomme end kvinder. Man kunne fristes til at sige, at kvinderne “tager det mere som mænd”, hvis ikke det var, fordi mændene i denne sammenhæng netop ikke lever op til traditionelle maskuline idealer om at tage imod livets knubs uden at kny, men tværtimod livligt klynker og ynker sig selv.
Det mærkværdige ved mandeinfluenza er, at selvom det synes at være et meget udbredt fænomen, som der berettes om både vidt og bredt, så er det ikke en tilstand, man har kunnet dokumentere videnskabeligt. I hvert fald ikke hidtil. Det britiske lægetidsskrift BMJ (British Medical Journal) viede således i 2017 en artikel i deres berømte julenummer, som ofte indeholder artikler med en humoristisk vinkel, til “videnskaben bag mandeinfluenza”.
Findes den legendariske mandeinfluenza så rent faktisk? Eller er der blot tale om en vedholdende myte, som har fået lov til at vokse sig større og større, selvom den ikke har hold i virkeligheden? Det ville i så fald ikke være første gang, noget sådant var sket, slet ikke når det gælder forestillinger om medicinske tilstande.
Selvom vi endnu mangler en videnskabelig bekræftelse på, at mænd reagerer mere voldsomt på ikke-alvorlig sygdom, så findes der faktisk en mulig forklaring på, hvorfor der kunne være en sådan forskel mellem kønnenes reaktion på simpel sygdom. Det viser sig, at der faktisk er en forskel på de to køns immunreaktioner, særligt over for sygdomme som udløser influenzalignende symptomer.
Mænds immunrespons er ganske enkelt svagere ved sådanne former for sygdom. De er i større risiko for komplikationer og har faktisk også statistisk set en større dødelighed i forbindelse med f.eks. influenza. Selvom det i det enkelte tilfælde virker stærkt overdrevet, har opfattelsen af, at den syge nærmest ligger for døden, dermed fat i en lille flig af sandheden, i hvert fald statistisk set. Det var bl.a. disse perspektiver, den ovenfor nævnte britiske artikel tog udgangspunkt i, omend med et behørigt glimt i øjet.
Der er imidlertid også en anden og noget mere kompleks, men også mere interessant, forklaring på, hvorfor der kan være forskel på, hvordan de to forskellige køn reagerer på sygdomme med relativt milde symptomer. For at forstå, hvad den går ud på, kræver det en lidt mere grundig gennemgang af forholdet mellem sygdom, symptomer og sygepleje.
Vi tænker oftest på symptomer som tegn på sygdom. En patient udviser nogle bestemte symptomer, fordi han eller hun lider af en bestemt sygdom, som påvirker organismen på en bestemt måde. Men symptomer udspringer langtfra kun direkte af sygdommen selv. De kan også fungere som signaler, der er rettet mod en modtager, som oftest er den person, der er sammen med den syge. Symptomer kan således være et signal, der fungerer som en bøn om omsorg.
Dette er en måde at opfatte signaler på, som i det hele taget er udbredt inden for biologien. Frem for blot at være forårsaget af organismens fysiske tilstand (som f.eks. sygdom) eller indeholde en bestemt information (f.eks. “se, hvor stor jeg er!”), så tjener signaler i naturen mere end ofte til at udløse en bestemt reaktion hos modtageren. Man kan dermed vælge at opfatte en stor del af de signaler, som anvendes i naturen, som en form for manipulation, hvis formål er at udløse en bestemt adfærd eller en bestemt tilstand i modtageren.
At en ikke ubetydelig del af de symptomer, som ledsager særligt de ikke-livstruende sygdomme, i virkeligheden skulle være sådanne signaler, sandsynliggøres af, at de fleste dyr langtfra udviser lige så tydelige symptomer, når de rammes af sygdom. I naturen kan det være forbundet med stor fare at udvise svaghed, som kan udnyttes af rivaler eller rovdyr, og sygdomstegnene hos andre dyrearter er dermed ofte relativt utydelige sammenlignet med vores. Man kender det muligvis fra sine kæledyr, som ofte kan have selv forholdsvis svære eller smertefulde skader, som f.eks. tandbylder, uden at man bemærker meget andet, end at de er lidt mutte.
Mennesket udmærker sig ikke kun ved hyppigt at have flere synlige symptomer ved sygdom, men også ved at vi ikke på samme måde som andre dyr skjuler dem.
En simpel forklaring på mandeinfluenza som fænomen kan dermed være, at når mænd virker til at klynke mere, når de er ramt af sygdom, så skyldes det, at kvinder generelt reagerer stærkere på denne form for omsorgssignaler end de fleste mænd. Det betyder, at det er lettere for mænd at tiltrække sig kvindernes opmærksomhed med deres veråb. Men det betyder samtidig også, at signalerne lettere kommer til at virke overdrevne på kvinder. Selvom det ikke er noget særligt sympatisk træk, vil det omvendt betyde, at mænd gennemsnitligt set øjensynligt har noget lettere ved at ignorere kvinders signaler og bøn om omsorg.
Når netop behovet for omsorg (og ikke mindst følelsen af at der er nogen, der tager sig af en) er så centralt, hænger det sammen med, at det kan fungere som en hjælp til at blive rask igen. Vi kender alle placebo-effekten, som baserer sig på, at en del af vores helbredelse skyldes organismens egne initiativer. En del af forklaringen på placebo-effekten er, at hvis vi kan overbevise vores organisme om, at vi er i gode hænder, er det lettere at få kroppen til at frigive de energiressourcer, som skal til, for at organismen aktivt kan bidrage til sin egen helbredelse.
De signaler, den bøn om omsorg, som optræder i forbindelse med svære tilfælde af mandeinfluenza, kan dermed opfattes som en form for manipulation, som sigter mod at aktivere modpartens omsorg. Det er derfor ikke underligt, at det ofte resulterer i en negativ reaktion i stil med “Hvorfor skal jeg pylre om dig, når du ikke gør det samme for mig, når jeg er syg?”. På den anden side kan den ynkelige tilstand også opfattes som en oprigtig bøn om at få den omsorg, som skal til for at komme sig, blot udtrykt i beklagelser frem for ord.
Paradoksalt nok kan alvoren af disse beklagelser være udløst af, at det i mange sammenhænge ikke opfattes som passende for mænd at vise svaghed eller bede om hjælp. Den eneste måde, de kan hidkalde den på, er derfor ved at foregive at ligge for døden! Såfremt man opfatter mandeinfluenza som et problem, er løsningen således ikke at kritisere mænd for at klynke eller vise svaghed. Specielt ikke, når man samtidig klager over, hvor dårlige mænd er til at sige til eller gå til læge, når de har symptomer på alvorlig sygdom, ud fra et misforstået ideal om ikke at virke svage.
Vil man udviske forskellen mellem de to køn, når det gælder sygdom og sygdomssymptomer, er den bedste vej derimod at gøre det mere legitimt for begge køn at melde sig syge og få omsorg, så de får større mulighed for atter at komme på ret køl. Herunder også at gøre det klart og tydeligt, at det er helt legitimt at bede om andres menneskers omsorg eller hjælp, sådan at man ikke behøver at udtrykke dette ønske eller behov gennem overdrevne fysiske sygdomssymptomer.
I kapitel 3 af Menneskedyret (s. 55-58) beskriver jeg, hvordan menneskets sociale natur har betydet, at vi også har måttet udvikle en evne til at udvise omsorg for hinanden. For at få en meget tæt social flokstruktur eller samfundsstruktur til at fungere er det nødvendigt med en sundhedsforebyggende adfærd, som sikrer sammenholdet, i stedet for blot at lade hvert enkelt individ sejle sin egen sø. Det gælder ikke kun for mennesker, men også for andre sociale dyrearter, herunder ikke mindst de mange hypersociale insekter.
Vores debatter om sundhedsvæsenet, og hvordan vi sikrer hinandens sundhed og liv, er således et tema, som har dybe biologiske rødder. På et mere personligt plan handler sygdom og symptomer ikke kun om, hvordan bestemte sygdomme udløser bestemte fysiske tegn, men er også viklet ind i hele den måde, vi fungerer sammen socialt, sådan som vi så det elegant demonstreret i forbindelse med mandeinfluenzaen ovenfor.
Referencer:
Sue K (2017) The science behind "man flu". BMJ 359: j5560.
Boynton P (2006) Are reports of “man flu” just Nuts? BMJ 333: 1128.
Tiokhin L (2016) Do symptoms of illness serve signaling functions? (Hint: Yes). The Quarterly Review of Biology 91: 177-195.
Steinkopf L (2015) The Signaling Theory of Symptoms: An Evolutionary Explanation of the Placebo Effect. Evolutionary Psychology 13: 3.