Menneskets endnu ældre venner
Hunden er menneskets bedste ven – men var den også den ældste? Nye studier har bragt nye kandidater på banen.
Gennem de senere år er der kommet mere og mere fokus på, hvordan tamdyrene kan have taget de første skridt mod samlivet med mennesket. Hvor vi traditionelt har betragtet tamdyr som resultatet af vores målrettede avl, udspringer denne tamavl i flere tilfælde af en oprindelig selvtæmning, hvor dyrene langsomt har nærmet sig mennesket. Det har vi også dokumenteret på denne side, bl.a. med historien om, hvordan forfædrene til de første tamhøns opsøgte vores forfædres bopladser og levede af deres rester.
For de fleste dyrs vedkommende begyndte denne udvikling for alvor med landbrugets indførelse, hvor vi oprettede fødevarelagre, møddinger, affaldsdynger og andre lettilgængelige fødekilder, som dyrene kunne nyde godt af. Det gælder f.eks. husmusen, som altid har levet i tæt på mennesket, men som først for alvor senere hen blev avlet målrettet som forsøgsdyr og kæledyr.
Før landbrugets indførelse har de dyr, som har opsøgt mennesket, primært været rovdyr. Det mest indlysende eksempel er de ulve, som med tiden udviklede sig til de første tamhunde. De blev også tiltrukket af vores skraldebunker og indledte dermed et liv, som bragte dem tættere og tættere på mennesket. Der er grunden til, at hunden (som titlen på 6. kapitel af Menneskedyret angiver) i dag betragtes som menneskets ældste ven.
Men måske er hunden slet ikke det første dyr, som opsøgte mennesket. Nye studier tyder således på, at der fandtes en række andre dyr, som allerede slog ind på denne vej og påbegyndte en tilnærmelse til mennesket, adskillige år før de første vilde ulve begyndte deres udvikling hen mod tamhunden.
Et af de dyr, hvis forhistoriske samliv med mennesket er kommet i fokus i de seneste år, er ræven. Ifølge Chris Baumann fra universitet i Helsinki, som er ekspert i studiet af fortidige biologiske nicher, var ræve de første dyr, som begyndte at opsøge mennesket for at leve i vores nærhed. I hvert fald tyder fund af fossiler af ræve fra Lonetal i det sydlige Tyskland og Bregenzer Ach-kløften i Østrig på, at samlivet mellem ræv og menneske både kan have varet længere og været en hel del tættere, end man hidtil har troet.
Analyser af, hvad disse forhistoriske ræve har levet af, viser, at en stor del af deres kost bestod af dyr som mammutter og rensdyr. Dyr som af åbenlyse årsager ikke indgår i rævenes naturlige kost. Den eneste sandsynlige forklaring på dette fund er, at rævene har taget for sig at menneskets rester, når vi dybt i fortiden har nedlagt de store byttedyr. Det måske mest interessante er, at disse fund går helt tilbage til så tidligt som for 42.000 år siden, dvs. næsten sammenfaldende med det moderne menneskes ankomst til Europa. Samtidig er det op imod 10.000 år tidligere end de tidligste tegn på en lignende kontakt mellem mennesker og ulve.
Karakteren af rævenes samliv med de tidlige europæere kan det være svært at sige noget sikkert om. Chris Baumann beskriver selv dette samliv med betegnelsen synantropisk, som betegner, at rævene sandsynligvis opholdt sig omkring og i nærheden af menneskets bopladser, men ikke hos eller blandt vores forfædre, som tamdyr historisk har gjort det. Man kan sammenligne det med moderne byræves liv, som nok lever i vores nærhed, men som kun lader sig se lejlighedsvis om natten, når de går på jagt efter levninger i vores skraldespande. Jeg har selv for mange år siden stiftet bekendtskab med flere sådanne ræve i de dybe, mørke baggårde på Nørrebro.
Man kan spekulere over, om rævene med deres forkærlighed for kød, også har forgrebet sig på døde mennesker. Gentagne beretninger fra antikken fortæller om hunde, der fortærer de menneskelige rester, som særligt er at finde i krigstid. Beretninger som er centrale i flere antikke litterære værker, såsom Homers Iliaden og Sofokles’ tragedie Antigone. Ud fra analyser af rævenes kost, er der dog intet, der tyder på, at rævene har gjort det samme. Til gengæld har vores forfædre ikke altid gengældt denne gestus og har øjensynligt lejlighedsvis fortæret kød fra ræve.
Ræven er ikke det eneste dyr, hvis tilnærmelse til mennesket kan have sket dybt i vores forhistorie. En anden oplagt kandidat skal findes ikke blandt pattedyrene, men derimod blandt fuglene, nemlig verdens største kragefugl ravnen. Fund af fossiler fra ravne i Mæhren i det nuværende Tjekkiet peger på, at de også levede af – eller i det mindste havde spist af – større pattedyr, herunder særligt mammutter. Igen dyr som det tydeligt ligger uden for ravnens egne evner at nedlægge.
Det interessante ved disse fund er, at de er dateret til at være over 30.000 år gamle, og dermed er sammenfaldende med hundens første møde med mennesket i Sibirien, eller måske endda endnu ældre. Fund af ravneknogler i så store mængder, som det er tilfældet, tyder på, at det ikke kun var ravnene, der spiste af vores rester, men at vores forfædre sandsynligvis også selv har haft ravn på menukortet.
Ravne er kendt for at opholde sig nær andre rovdyrs bytte. Det gælder f.eks. bjørne eller ulve, som de ofte ledsager og stjæler bytte fra i det omfang, de kan slippe af sted med det. Dette mønster er så gennemgående, at man f.eks. har kunnet observere, hvordan der er opstået en ravnekoloni omkring Skandinavisk Dyrepark på Djursland, i takt med at de har genindført traditionelle nordiske rovdyr som ulve, bjørne og isbjørne.
Det er derfor kun alt for let at forestille sig, hvordan ravnene har dannet flokke, der har fulgt efter vores europæiske forfædre og nydt godt af de mange døde kroppe efter nedlagte mammutter, som opstod i deres kølvand.
Ravnens tilstedeværelse kan have været medvirkende til at styrke ravnens betydning for de tidlige europæere og kan dermed være en del af forklaringen på den centrale rolle, ravnen har haft for deres verdensforståelse. Om ikke andet havde man tid nok til at observere dem, iagttage deres adfærd og gøre sig tanker om deres mentale formåen. Det bedste eksempel på dette er Odins ravne, Hugin og Munin, som er opkaldt efter vigtige mentale egenskaber, tanken og mindet, som deles af mennesker og ravne.
Når både ræve og ravne var til stede omkring mennesket endnu tidligere end de ulve, som senere blev til tamhunde, kan man jo spørge sig selv, hvorfor disse dyr aldrig lod sig tæmme. Hvorfor blev ræven og ravnen ikke de første tamdyr?
Som så ofte er der sandsynligvis flere forklaringer. Dels er der deres sociale adfærd: Ræve lever ikke sammen i store familiegrupper, sådan som ulve gør. De kan derfor heller ikke overføre deres flokinstinkt på mennesket, sådan som vi må antage, det er sket for hunden. Ravne er sociale dyr, men samtidig mistroiske. Nutidige studier har vist, at de er i stand til at gennemskue, hvad andre individer ved, og bruge denne viden til at undgå, at deres artsfæller snyder dem eller stjæler deres fødelagre. Måske er de simpelthen for intelligente til ukritisk at lade sig underordne mennesket.
Hvad vigtigere er, så var det begrænset, hvad vores forfædre kunne bruge disse to dyr til. Hunde kunne jage for os, opspore og nedlægge bytte, som vi så kunne dele. Som brødre, forstås, dvs. ved at vi tog de bedste og mest indbydende dele af byttet og efterlod resterne til hundene. Rævene kunne spise resterne af vores mad, men vi kunne ikke stjæle deres. Det er tegn på, at vores forfædre kan have spist ræve. Men alt tyder på, at det primært var, når der ikke var tilstrækkeligt med andre fødekilder. Selvom rævens pels er flot, så var den også mindre anvendelig til beklædning end pels fra de store byttedyrs, som f.eks. rener og mammut. Udover et begrænset bidrag til vores ernæring og nogle udvalgte pyntefjer var ravnens brug også begrænset. Ræve og ravne havde derfor ikke særligt meget at byde på, når man sammenligner med de senere tamdyr, som både kunne give os mad og beklædning i form af kød, mælk, æg og pels.
Rævene og ravnene var tidligt ude, med de slog aldrig ind på den vej, som med tiden skulle gøre både hunde og de efterfølgende landbrugsdyr til en del af vores hverdag. I takt med hundens tæmning og landbrugets udbredelse blev de derfor atter fremmedgjort for mennesker, og betragtes derfor i dag som vilde dyr. I takt med udviklingen af storbyer og deres udstrakte forstæder, lever mange ræve dog igen et liv, hvor resterne af menneskets bord bidrager til overlevelsen.
Selvom ravnene spillede en central rolle i den nordiske mytologi, ville menneskene historisk set ikke kendes ved dette venskab. I hvert fald blev ravnene jaget og mange steder stort set udryddet og er først i de senere år ved at vende tilbage til et liv i menneskets nærhed.
På trods af at der var flere tilløb fra flere forskellige dyrearter, inden de første hunde slog følgeskab med mennesket, er hunden altså stadig vores bedste ven. Også selvom den måske ikke var den første.
Referencer:
Baumann C, Bocherens H, Drucker DG, Conard NJ (2020) Fox dietary ecology as a tracer of human impact on Pleistocene ecosystems. Plos One 15: e023569.
Baumann C, Wong GL, Starkovich BM, Münzel SC, Conard NJ (2020) The role of foxes in the Palaeolithic economies of the Swabian Jura (Germany). Archaeological and Anthropological Sciences 12: 1–17.
Baumann C, Hussain ST, Roblíčková M, Riede F, Mannino MA, Bocherens H (2023) Evidence for hunter-gatherer impacts on raven diet and ecology in the Gravettian of Southern Moravia. Nature Ecology & Evolution 7: 1302-1314.
Baumann C (2023) The paleo-synanthropic niche: a first attempt to define animal’s adaptation to a human-made micro-environment in the Late Pleistocene. Archaeological and Anthropological Sciences 15: 63.