Menneskedyret 2022
Hvad vi lærte om menneskets selvtæmning i 2022
Nu hvor året lakker mod enden, er det på sin plads at opsummere, hvad vi lærte om menneskedyret i det forgangne år. For mit personlige vedkommende var 2022 naturligvis først og fremmest præget af udgivelsen af Menneskedyret. Som undertitlen, Hvordan vi tæmmede os selv og blev Jordens mest utrolige dyreart, angiver, indeholder den historien om menneskets selvtæmning, og hvilken betydning den har for vores selvforståelse.
Jeg skal ikke gøre noget forsøg på at opsummere hele bogen her, men i stedet blot henlede opmærksomheden på nogle af de emner, som efterfølgende er blevet taget op på denne side.
Der foregår i disse år en omfattende forskning omkring hundens udvikling, dvs. hvad der adskiller hunden fra ulven, og hvad det har betydet, at hunden slog følgeskab med os og med tiden udviklede sig til den moderne tamhund. Hundens betydning for de tidlige mennesker er højt besunget. Jeg har til bogen Menneskedyret måttet skære kraftigt i omfanget af kapitlet om hunden, for at det passede i længden. Der er så meget at fortælle om det særlige forhold mellem menneske og hund.
Nogle af disse punkter vil vi med tiden beskæftige os med på denne side. Andre har jeg allerede skrevet om. I artiklen Sanser til låns beskrev jeg et af de tidligste forsøg på at forklare, hvordan hunden har haft afgørende betydning for menneskets udvikling. Som artiklen Skraldeteorien og de sociale ulve beretter, har det vist sig, at ulve allerede besidder mange af de sociale egenskaber, som man traditionelt har regnet med først opstod hos de tidlige tamhunde.
Når talen falder på det særlige forhold mellem menneske og hund, kan det hele let blive en smule overromantiseret. Det er derfor værd at huske på, at naturen så sandelig ikke har fine fornemmelser. I artiklen En ulækker vane fortælles f.eks. historien om, hvordan hundes forkærlighed for at spise menneskelige efterladenskaber kan have været en væsentlig brik i deres historie med mennesket.
Tamdyr omfatter ikke kun dyr som hunde og katte, eller for den sags skyld heste, grise, køer og får. Der findes utallige tamdyr i alle mulige afskygninger og grader af tamhed. Et af de dyr, som vi ikke normalt tænker så meget på i forbindelse med tamdyr herhjemme, men som globalt set har kolossal stor betydning for mennesker, er vandbøflen. I artiklen Verdens vigtigste tamdyr kan man læse om, hvordan de forskellige underarter af vandbøfler og deres genetik og adfærd kan fortælle os noget om, hvordan tæmning generelt forløber hos tamdyr.
Et af de temaer, som hyppigst dukker op, når det gælder menneskets udviklingshistorie, er forholdet mellem de to køn og deres respektive roller. Fordi vi ser alt gennem vores nutidige briller og i bagklogskabens lys, kan der ofte være en tendens til at projicere nutidige forestillinger – også om kønsroller – tilbage i en forhistorie, som måske har været mere broget, end vi er vant til at antage.
Den største fejl er dog i mine øjne, at der ofte er en tendens til at fremhæve det ene køns bidrag på bekostning af det andet. Det er ganske indlysende, at begge køn har bidraget til menneskets udvikling, omend til tider på hver sin måde. I artiklen Der står en kvinde bag alt beretter jeg om Adrienne Zihlmans forsøg på at sætte mere fokus på kvindernes rolle i menneskets udvikling. Den kan både læses som en velkommen korrektion til den klassiske fortælling om den mandlige jæger som den vigtigste brik i menneskets udviklingshistorie, og som en tendentiøs fremhævning af det ene køns bedrifter frem for det andets (her blot med omvendt fortegn), alt efter behag.
Som artiklen Det kræver en landsby demonstrerer, er det under alle omstændigheder umuligt at tegne et retvisende billede af menneskets sociale udvikling uden at tage kvindernes rolle seriøst. Selvom den konkrete beskrivelse af, hvordan mennesket har udviklet sin sociale intelligens, måske ikke er lige på kornet, er det blot endnu et eksempel på, hvordan forskellige perspektiver er påkrævet for at skabe et samlet billede af vores herkomst.
Endelig beskriver jeg i artiklen De gamle mænds klub en mulig forklaring på, hvorfor mænd er, og i hvert fald historisk set har været, overrepræsenteret i samfundets mest magtfulde institutioner, som tager udgangspunkt i de mekanismer, som også menes at ligge bag menneskets selvtæmning. I betragtning af vores samfundsinstitutioners kompleksitet er det naturligvis hverken den eneste eller nødvendigvis den mest nærliggende forklaring på mænds historiske samfundsmæssige dominans. Men den illustrerer ikke desto mindre, hvordan de temaer omkring social balance og prosocial adfærd, som går gennem hele historien om menneskets selvtæmning, stadig er højaktuelle, også når det gælder noget så aktuelt som nutidens kønsdebat.
Menneskets selvtæmning er ikke blot historien om, hvordan vi har ændret vores sociale adfærd. Disse forandringer har også sat sig spor direkte i vores fysiske fremtoning. I artiklen Evolutionens hævede øjenbryn, ser jeg nærmere på et af de mest karakteristiske træk ved de mange nu uddøde menneskearter, de markante øjenbrynsbuer, og hvordan deres udvikling kan fortælle os noget om det moderne menneskes sociale natur.
Men selvom det kan være fristende at henregne flere af vores fysiske træk til vores selvtæmning, så er det ikke altid, det giver helt mening. Det fortæller jeg bl.a. om i artiklen En skæg historie, som er beretningen om et noget kuldsejlet forsøg på både at forklare, hvorfor mænd har skæg, og hvorfor vi barberer os, med udgangspunkt i menneskets selvtæmning.
Mens der er langt flere sammenhængende argumenter at finde i de mange forsøg på at beskrive den udbredte menneskelige homoseksualitet som en konsekvens af menneskets selvtæmning, kommer disse forklaringer, i hvert fald i mine øjne, heller ikke helt i mål. Som beskrevet i artiklen Af samme køn betyder det dog ikke, at vi ikke stadig kan lære meget om menneskets sociale og seksuelle natur ved at se nærmere på disse forklaringsforsøg.
Lidt i samme boldgade kan de lidt håbløse forsøg på at forklare det udbredte, men videnskabeligt hidtil uforklarede fænomen ”mandeinfluenza”, faktisk også lære os noget om de forandringer, som skete med vores sociale natur i forbindelse med selvtæmningen. Det er i hvert fald, hvad jeg har forsøgt i artiklen Når mænd bliver syge.
Som de sidstnævnte artikler tydeligt demonstrer, kan man sagtens lære meget om mennesket og vores udvikling selv af teorier, som måske ikke i sig selv virker overbevisende. Mens jeg i Menneskedyret har fokuseret på de mest overbevisende teorier om menneskets selvtæmning, findes der en hel underskov af yderligere hypoteser og forestillinger, som det faktisk kan give god mening at gå efter i sømmene.
Det er formålet med denne side at blive ved med dette. Både for at dække nogle af de aspekter af menneskets selvtæmning, som ikke nåede med i bogen, eller som blev slettet pga. pladsmangel, og for at gå i dybden med nogle af de emner jeg kun har kunnet antyde i bogen samt at supplere bogen med nye fund og forskningsresultater, som er fremkommet, efter at Menneskedyret gik i trykken.
Jeg håber, du har lyst til at læse med!
Tilbage er nu kun at takke for det forgangne år. Jeg ønsker jer alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår!