Hvordan vaskebjørnen fik sin korte snude
Nyt studie viser, hvordan vi påvirker de dyr, som lever i vores nærhed.
Som beskrevet i kapitel 4 af Menneskedyret udviser tamdyr en række fælles træk, der tilsammen omtales som ”domestikationssyndromet”: kort snude, plettet pels, hængeører, kort kæbe med tætsiddende tænder såvel som en mindre opfarende og mindre aggressiv adfærd. Disse træk kan ikke blot iagttages hos de dyr, man inden for landbruget betegner som ”produktionsdyr”, og som gennem århundreder har været en fast del af vores landbrug. De findes også hos dyr, som blot har levet tilstrækkeligt tæt på mennesker.
Blandt de dyr, som har levet tæt på mennesket, men som ikke historisk set har indgået direkte i vores landbrugsproduktion, tæller bl.a. dyr som husmus og ræve. Begge blev først relativt sent bevidst avlet til brug for laboratorieforsøg og pelsdyravl. Man kan desuden – ikke mindst for rævenes vedkommende – stille spørgsmålstegn ved, om de nogensinde er blevet rigtig tamme.
De hidtidige studier af ræve og mus, som har påvist, hvordan der sker forandringer i deres fysiske fremtoning og temperament som følge af livet tæt på mennesker, har dog været relativt begrænsede. For musenes vedkommende til en enkelt lokalitet i Schweiz og for rævenes til områder i og omkring London.
For at kaste yderligere lys over, hvordan det påvirker en dyreart at leve tæt på mennesker, har biologen Raffaela Lesch sammen med sine studerendes gennemført et mere omfangsrigt studie, som har kortlagt, hvordan det har påvirket vaskebjørne at leve i menneskers nærhed over hele USA.
Når valget er faldet på vaskebjørnene, skyldes det primært, at selvom vaskebjørne historisk set har været (og stadig bliver) anvendt til pelsavl, er der aldrig opstået en separat tamform, som adskiller sig fra den vilde stamform. Vaskebjørne har heller aldrig været udsat for den samme form for avl som hos vores landbrugsdyr, hvor man f.eks. har avlet målrettet efter faktorer som mælkeydelse, størrelse, æglægning m.m. Der findes kun en type vilde vaskebjørne, som til gengæld har vænnet sig til livet i menneskets nærhed i større eller mindre grad.
At tage udgangspunkt i vaskebjørne gør det derfor muligt at studere, hvordan det påvirker et dyr at leve i menneskets nærhed, uden at vi direkte har grebet ind i, hvordan vaskebjørnene har udviklet sig. Vaskebjørnene kan således bruges som en model for, hvordan det også kan have forandret andre dyr at leve tæt på mennesket, inden de blev en del af vores husholdning og blev udsat for tamavl. Her på siden har vi f.eks. tidligere set nærmere på, hvordan man i dag går ud fra, at ikke blot hunde, men også høns og geder, oprindeligt flyttede tættere og tættere ind på mennesket, allerede inden den egentlige tæmningsproces begyndte.
Det særligt interessante er i denne sammenhæng, hvorvidt man allerede på dette tidlige stadie af et dyrs tæmningsproces (eller måske rettere selvtæmning) kan se spor af det domestikationssyndrom, som er så tydeligt hos de fleste af vores tamdyr.
I praksis fokuserer det omtalte studie på et særligt træk, som ofte ses hos tamdyr, nemlig en forkortet snude. Det er mest af praktiske årsager, ikke mindst at det kan lade sig gøre ved hjælp af billeder at måle, hvorvidt der er sket en forkortelse af snuderegionen hos forskellige populationer af vaskebjørne eller ej. Den praktiske gennemførelse af studiet omfattede derfor meget metodiske regler for, hvordan man vurderer snudelængden hos vaskebjørne alene ud fra billeder, uden at der opstår mulige fejlkilder den vej.
Hvorom alting er, så viste studiet faktisk det, som var mistanken hele vejen igennem: Vaskebjørne, som lever i et urbant miljø, dvs. i menneskers nærhed, og som derfor er mere tilpasset til at omgås mennesker, udviser en tydelig forkortelse af snudelængden i forhold til vaskebjørne, som lever i mere isolerede eller landlige omgivelser med betydeligt mindre befolkningstæthed.
Når dette er et vigtigt resultat, skyldes det altså ikke, at det er overraskende. Det skyldes tværtimod, at det bekræfter studier, man allerede har foretaget på andre dyr i mindre skala. Det betydningsfulde er, at det er første gang, man har udført et sådant studie på så stor en population fordelt over så stort et geografisk område som det meste af USA’s landmasse.
Hvor man før måske kunne stille spørgsmålstegn ved, om studierne var store og omfangsrige nok til, at vi kan udlede noget sikkert af dem, er det nu blevet væsentlig sværere at argumentere mod, at alene det at leve tæt på mennesker kan forårsage fysiske ændringer hos dyrene som forudsagt af domestikationssyndromet.
Jo stærkere argumentet for domestikationssyndromet bliver, jo mere samler interessen sig for det sidste spørgsmål, der stadig står tilbage at besvare: Nemlig hvorfor man ikke ser samtlige træk fra domestikationssyndromet lige tydeligt hos alle tamdyr? I forbindelse med ovenstående studie af vaskebjørne fremhæver Raffaela Lesch således selv tamkatten som en af de undtagelser, der ikke fremviser samme forkortelse af snudepartiet, som ellers ses hos de fleste tamdyr – og altså også hos vaskebjørne.
Det svar, Lesch kommer frem til, er, at de vildkatte, vores tamkatte stammer fra, allerede havde relativt korte snuder. Det betyder, at tamkattens snudeparti ikke kunne forkortes uden at de ville gå væsentligt ud over deres lugtesans, som allerede er væsentligt ringere end andre mere langsnudede rovdyr, som f.eks. hunde eller bjørne. Når man skal vurdere, hvorfor særlige træk dukker op hos forskellige tamdyr eller ej, afhænger dette altså også af deres forfædre og de omstændigheder, dyrene tidligere har levet under.
Under alle omstændigheder viser ovenstående usædvanligt omfattende studie af vaskebjørne, hvordan vi som mennesker ikke blot påvirker de dyr, vi har taget under vores vinger, men hele den natur og det dyreliv, som omgiver os, og som har skullet finde en måde at leve med mennesket. Det gælder helt ned til deres fysiske fremtoning.
Referencer:
Apostolov A et al. (2025) Tracking domestication signals across populations of North American raccoons (Procyon lotor) via citizen science-driven image repositories. Frontiers in Zoology 22: 28.
Link til Raffaela Leschs hjemmeside.