Gø for mig! (del 2)
Ligger der en hensigt bag hundens gøen?
( fortsat fra Gø for mig! (del 1) Er hundenes gøen henvendt til os? )
Det har været diskuteret i flere århundreder, hvad det betyder, når dyr laver lyde. I middelalderens filosofiske diskussioner tog denne diskussion oftest udgangspunkt i hundens gøen (lat. latratus canis). Blandt de forskere, som i nyere tid har beskæftiget indgående sig med denne tradition og diskussionen om hundens gøens betydning, tæller bl.a. den legendariske italienske sprogforsker Umberto Eco.
Et af de centrale punkter i denne diskussion var, om dyrelyde udelukkende har betydning, fordi vi som mennesker fortolker dem på en bestemt måde, eller om dyrenes lyde har en betydning i sig selv og må opfattes som et forsøg på kommunikation. Er det med andre ord kun, fordi vi mennesker læser en bestemt hensigt ind i dyrenes lyde (som de måske slet ikke har), at de får en betydning?
I så tilfælde er dyrelyde blot at opfatte som tegn, som kan fortælle os noget om naturen, som f.eks. når vi ser røg og kan slutte os til, at der må være ild, eller når vi finder sporet af et dyr og kan slutte os til, hvor det har bevæget sig hen og måske også hvornår. I denne forståelse ligger der hverken nogen hensigt eller noget ønske om kommunikation bag dyrenes lyde.
En række tidlige tænkere som Pierre Abelárd slog allerede i 1100-tallet til lyd for, at betydningen af hundens gøen måtte stamme fra hunden selv. Den vil os noget. Men i Abelárds og andre samtidige kristnes verdensopfattelse stammede denne hensigt ikke fra den individuelle hunds egne bevidste handlinger eller intentioner, men var derimod udtryk for en overordnet vilje, som virkede gennem hunden. Hunden ville os med andre ord noget, fordi den var skabt sådan af Gud. Det var med andre ord Guds vilje, som virkede gennem hunden.
I en mere moderne videnskabelig opfattelse ville vi nok snarere udtrykke det sådan, at hunden gør, fordi det er en instinktiv adfærd, som er nedarvet fra hundens forfædre. Det er med andre ord en adfærd, der er opstået og udvalgt gennem tamhundens evolutionære udvikling. Den hensigt, som Abelárd og andre ligesindede kunne genkende i hundens gøen, er dermed et resultat af evolutionen.
Selvom der kan synes en verden til forskel mellem de to forklaringer, deler de det grundlæggende synspunkt: At hunden gør, fordi det er hundens natur. I det ene tilfælde er denne natur resultat af en guddommelig skabelse, i den anden af en naturlig evolutionær udvikling. Man kan ud fra denne opfattelse sammenligne (sådan som det blev gjort i den middelalderlige litteratur) hundens gøen med de ufrivillige veråb fra en person, der er kommet alvorligt til skade: De udløses automatisk, fordi personen er i en bestemt tilstand, smerte, og ikke fordi han eller hun i den akutte tilstand har en bevidst hensigt at sige os noget.
Hvis hunden derimod vil os noget som individ, er det en helt anden sag: Så er det hunden selv, der forsøger at opnå en reaktion ved at henvende sig til os mennesker. Hundens gøen er i så fald udløst af et ønske om at opnå en effekt hos modtageren. Der er en hensigt med lyden, som er uafhængig af modtagerens fortolkning af lyden. Det er hunden og ikke mennesket, der giver lyden, hundens gøen, mening. Noget helt andet er så, om vi reagerer på denne direkte henvendelse.
Takket være de videnskabelige studier af hundenes gøen (se: Gø for mig! 1. del) har vi fået delvist svar på middelalderens diskussioner om hundens gøen. Selvom hundens gøen i visse situationer utvivlsomt kan være udløst af hundens sindstilstand, f.eks. ophidselse eller nervøsitet, er hundens gøen primært udviklet for at kommunikere med mennesker. Der er ikke tale om en instinktiv reaktion, der udløses automatisk, men om at en relativt stereotyp adfærd med tiden har udviklet sig til en langt mere varieret evne til at kommunikere med mennesket.
Forudsætningen for, at tamhundene har kunnet udvikle denne lyst til at kommunikere med os, er, at hundenes forfædre har haft tilstrækkeligt held med deres forsøg på at henvende sig til mennesket. Om dette skyldes menneskets evne til at tolke betydning og hensigt ind i andre levende væseners adfærd, eller om der også er sket en forstærkning af vores evne til at afkode hundens lyde, er indtil videre et åbent spørgsmål.
At hunde og mennesker kan afkode hinandens signaler, er i grunden ikke overraskende. Når vi afkoder andre dyrs følelsesmæssige tilstand af deres vokalisationer, benytter vi os oftest af nogle generelle træk, som går igen hos de fleste dyr: høje, skingre toner signalerer frygt eller angst, dybe og rumlede toner aggression eller forsvar, mens rolige toner i mellemlejet signalerer fred og ingen fare. Dette gælder også for hunde og mennesker.
Når det gælder både hunde og mennesker, har man ligefrem kunnet påvise, at begge arters hjerner både indeholder områder, som reagerer på kommunikation fra artsfæller, og særlige hjerneområder, som er viet til afkodning af det emotionelle indhold i de signaler, der modtages via høresansen.
Hunde har også vist sig i stand til at skelne mellem menneskelige sproglyde på en sådan måde, at det gør dem i stand til at skelne forskellige ord. Selvom sproglyde lyder helt anderledes, når to forskellige personer udtaler dem, er hunde i stand til at generalisere dem i tilstrækkelig grad til, at de kan afkode, hvad vi siger. Det er ikke blot noget, hunde kan trænes til, men øjensynligt noget de gør spontant. Der er derfor intet overraskende i, at hunde kan lære at reagere på en bred vifte af verbale kommandoer, eller som den berømte border collie Chaser lære at skelne mellem mere end 1000 forskellige betegnelser for forskellige genstande.
Hunde og mennesker er som sociale pattedyr i stand til at kommunikere på et meget højt niveau og aflæse selv artsspecifikke signaler hos hinanden. Det særlige ved hunden er, at flere af disse signaler øjensynligt ikke er udviklet som signaler til andre hunde, men derimod er rettet mod os mennesker.
Vov! (sagde hunden).
Referencer:
Eco U (1985) Latratus canis. Tijdschrift voor Filosofie 47: 3-14.
Eco U, Lambertini R, Marmo C, Tabarroni A (1989) On animal language in the medieval classification of signs. VS: Quaderni di Studi Semiotici 38/39: 3–38.
Marmo C (2018) Eco’s “latratus canis”: A memory of the backstage. Sign Systems Studies 46: 378–382.
Faragó T, Andics A, Devecseri V, Kis A, Gácsi M, Miklósi A (2014) Humans rely on the same rules to assess emotional valence and intensity in conspecific and dog vocalizations. Biology Letters 10: 20130926.
Andics A, Gácsi M, Faragó T, Kis A, Miklósi Á (2014) Voice-Sensitive Regions in the Dog and Human Brain Are Revealed by Comparative fMRI. Current Biology 24: 574-578.
Root-Gutteridge H, Ratcliffe VF, Korzeniowska AT, Reby D (2019) Dogs perceive and spontaneously normalize formant-related speaker and vowel differences in human speech sounds. Biology Letters 15: 20190555.