Gø for mig! (del 1)
Er hundenes gøen henvendt til os?
I kapitel 6 af Menneskedyret (s. 133-135) beskriver jeg, hvordan tamhunden har udviklet en særlig øjenmuskel, som ikke findes hos dens forfader, ulven. Denne muskel gør det muligt for hundene at lave de karakteristiske ”hundeøjne”, som hundeejere kender så godt. Tamhunde bærer dermed et fysisk tegn på deres ønske om at kommunikere med os. Men det er faktisk ikke det eneste træk ved hunden, som er udviklet specifikt til at kommunikere med mennesket.
Et af hundens allermest karakteristiske træk, hundens gøen, er også primært udviklet for at tillade hunde at meddele sig til mennesker. Hvordan og hvorfor er noget, man stadig arbejder med at forstå til bunds.
Når små børn gerne kalder en hund for ”vovhund”, er det langtfra tilfældigt. At en hund siger ”vov-vov!”, er typisk noget af det første, børn lærer. Der findes i det hele taget stort set ikke noget, som forbindes så meget med hunde som netop deres gøen.
I betragtning af hvor tæt vores opfattelse af hunden er forbundet med deres gøen, kan det undre, at deres stamform, ulven, kun gør relativt sparsomt. Når det sker, sker det stort set kun som advarsel, i protest eller i forbindelse med forsvar. Gøen er kort sagt primært en aggressiv lyd blandt ulve. Hos hunde, derimod, kan forskellige former for gøen signalere mange forskellige ting, både positive og negative. Denne forskel er så udtalt, at man ligefrem kan se forskel på ulvens mere stereotype gøen og hundenes langt mere varierede gøen alene ud fra deres spektrogram, dvs. en visuel fremstilling af de frekvenser, som indgår i deres vokaliseringer over tid.
Hvor meget den enkelte hund gør, kan der være stor forskel på, ligesom der også er stor forskel på, hvor meget forskellige hunderacer gør. Enkelte racer, som f.eks. basenjien, der er kendt for sin karakteristiske jodlen, gør slet ikke. Mynder gør som grundregel også væsentligt sjældnere end andre hunde. På trods af disse forskelle er hundes gøen et træk, som ikke blot går igen hos mange forskellige hunderacer, men også et signal som bruges til at kommunikere vidt forskellige ting.
Der er blevet fremsat flere forskellige forestillinger om, hvad hundens gøen gør godt for, og hvorfor den har udviklet sig. Den mest nærliggende forklaring er, at hunden i de første årtusinder af samlivet med mennesket primært fungerede som jagt-, hyrde- eller vagthund. I alle disse funktioner har det været en fordel, hvis hunden kunne varsko mennesket, enten når byttet var sporet, omringet eller nedlagt, eller når der var ubudne gæster som f.eks. tyve eller andre rovdyr. Når der er forskel på, hvor meget forskellige hunderacer gør, kan det således hænge direkte sammen med deres forfædres funktion som enten jagt-, hyrde- eller vagthund.
At et sådant samarbejde mellem menneske og hund kan have været med til at forme hundes gøen, bekræftes af studier, som har påvist, at erfarne jægere kan høre på deres hunds gøen hvilket bytte eller hvilket dyr, de står over for. Nogle forskere mener ligefrem, at hundens gøen kan være udviklet af lignende signaler hos ulve, som bruges til at samle flokken til forsvar eller for at opildne de andre medlemmer af flokken til jagt. Med tiden har disse forholdsvis simple signaler internt blandt ulve udviklet sig til det langt mere mangfoldige repertoire af signaler, hunde bruger til at kommunikere med os.
Den praktiske anvendelse af hundens gøen er dog næppe hele forklaringen på, hvorfor hunde gør, når de er sammen med mennesker. Hundens gøen afspejler tydeligvis også hundens sindstilstand.
Langt de fleste mennesker, uanset om de er hundeejere eller ej, vil forholdsvis nemt kunne aflæse en hunds humør på lyden af deres gøen: Består den af høje, særskilte bjæf, som lader antyde, at hunden er i opstemt humør? Eller består den af korte, dybe og hurtige vuf, som evt. afbrydes af en dyb knurren, og som advarer os mod at komme nærmere? Selv i ovenstående forsøg, hvor man lod jægere bestemme karakteren af det bytte, hunden stod over for, kunne hundens sindstilstand også spores i lyden af deres gøen. Den dybeste og mest karakteristiske gøen var således ved mødet med et vildsvin, som er et formidabelt bytte selv for en hund eller en ulv.
I langt de fleste tilfælde vil man således kunne afkode hundens sindstilstand alene ud fra dens gøen. Er den glad og legesyg, bange og frygtsom, fortvivlet og trist eller aggressiv? Alt tyder på, at hunde først og fremmest gør som et udtryk for deres indre sindstilstand, omend deres gøen afstemmes med den situation, de befinder sig i, f.eks. om der er et menneske i nærheden, de kan henvende sig til.
Mens hundens gøen primært menes at være udviklet for at sende signaler til mennesker, kan gøen naturligvis også fungere som et signal til artsfæller. Studier af hundes reaktioner på hinandens gøen har vist, at de også er i stand til at aflæse intentionerne bag forskellige former for gøen i en grad, der overstiger, hvad man finder hos ulve. Hunde kan f.eks. høre på andre hundes gøen, om de reagerer på en mulig trussel (en fremmed ved døren) eller er udløst af en bestemt sindstilstand som f.eks. nervøsitet (alene-hjemme-problemer).
Det påfaldende er dog, at det langtfra altid virker, som om hundene i nogen særlig grad udnytter denne evne til at henvende sig til hinanden. Forvildede tamhunde, som alt andet lige burde besidde de samme evner for at afkode artsfællers gøen som hunde, der holdes som kæledyr, gør f.eks. meget sjældnere end hunde, der lever blandt mennesker.
Meget tyder i det hele taget på, at det ikke kun er evnen til at gø eller aflæse hinandens signaler, som driver værket. Det handler i høj grad også om, hvorvidt hundene er motiveret til at henvende sig til andre individer. Man kan sammenligne situationen omkring hundens gøen med de studier af chimpansers evner til at aflæse andre individers blikretning, som jeg har beskrevet i kapitel 6 af Menneskedyret (s. 123-126): Selvom chimpanserne besidder evnen til at aflæse andre individers blikretning og i princippet kunne anvende dette som information om, hvad den anden har vendt sin opmærksomhed mod, gør de det som grundregel ikke.
Når både forvildede hunde og egentlige vildhunde ikke synes at anvende gøen i samme grad som vores tamhunde til at kommunikere med, skyldes det dermed formodentlig ikke, at de ikke besidder evnerne til afkode hinandens signaler. Det skyldes snarere, at de ikke er i samme grad er motiveret for at bruge deres gøen til at kommunikere med artsfæller, som de er for at kommunikere med os.
( fortsættes i Gø for mig! (del 2) Ligger der en hensigt bag hundens gøen? )
Referencer:
Pongrácz P, Molnár C, Miklósi A (2010) Barking in family dogs: an ethological approach. Veterinary Journal 183: 141–147.
Policht R, Matějka O, Benediktová K, Adámková J, Hart V (2021) Hunting dogs bark differently when they encounter different animal species. Scientific Reports 11: 17407.
Paladin A (2020) Barking and its meaning in inter and intra-specific language. Dog Behavior (1/2020): 21-30.
Gaunet F, Savalli C, Legou T (2022) An exploratory study on dogs’ vocalizations towards their owner and food in an unsolvable task. Applied Animal Behaviour Science 246: 105529.
Molnár C, Pongrácz P, Faragó T, Dóka A, Miklósi Á (2009) Dogs discriminate between barks: The effect of context and identity of the caller. Behavioural Processes, 82: 198–201.