Evolutionens hævede øjenbryn
Hvordan menneskets ansigt blev tilpasset social kommunikation
En af de vigtigste forudsætninger for menneskets hypersociale adfærd er vores evne til at afsende sociale signaler med ansigtets mimik og aflæse hinandens sindstilstand gennem sådanne signaler. I kapitel 6 af Menneskedyret (s. 136-137) beskriver jeg, hvordan vores øjne med den tydelige hvide senehinde (”øjenhvide”) gør det lettere at aflæse andres blikretning og dermed skabe en forestilling om, hvad deres opmærksomhed er rettet mod. Når det sker i et kapitel, der primært omhandler hunde, skyldes det, at der er paralleller mellem vores evne til at aflæse sociale signaler og hundens evne til at aflæse vores blikretning.
Men den hvide senehinde er langtfra den eneste fysiske konsekvens af, at vi er blevet optimeret til at kunne afsende og aflæse sociale signaler. Behovet for social kommunikation har også sat sig spor, som kan aflæses direkte på vores kranium.
En af de mest tydelige fysiske forskelle på det moderne menneske, Homo sapiens, og så godt som alle forfædre og resten af vores familie blandt fortidsmenneskene er, at vi ikke har lige så markante øjenbrynsbuer, dvs. de knoglefremspring som omkranser den øverste del af øjenhulen.
Gennem tiderne har der været fremsat flere mere eller mindre fantasifulde forslag til, hvad disse øjenbrynsbuer gør godt for. Det har været foreslået, at de skulle tjene som værn mod regn eller sol, dvs. fungere som en form for paraply eller parasol, at de skulle beskytte mod slag mod ansigt og hoved, eller sågar at øjenbrynsbuerne skulle sørge for, at vores forfædre ikke fik hår i øjnene, så de ikke kunne se!
Ingen af disse forslag er særligt overbevisende.
Den mest udbredte forklaring har været, at øjenbrynsbuerne indgår som et led i beskyttelse mod de belastninger, kraniet udsættes for i forbindelse med tygning. Det har været antaget, at der var en sammenhæng mellem øjenbrynsbuernes og tyggemusklernes størrelse. Man regner derfor med, at spisevaner kan have spillet en rolle for kraniets – og dermed også øjenbrynsbuernes – udvikling. Man skal i den sammenhæng huske på, at de fleste fødeemner har krævet ret meget tyggearbejde, før de kunne fordøjes, inden vi lærte at beherske ilden.
At fortidsmennesker har tydeligt markerede øjenbrynsbuer, mens vores ansigt er mere glat, sættes også i forbindelse med kraniets generelle udvikling. Øjenbrynsbuerne menes at udvikle sig parallelt med kraniets form og derfor at være mere markant hos fortidsmennesker, hvis hjerner er relativt flade sammenlignet med det moderne menneskes mere hvælvede hjerner. Derudover menes der at være en sammenhæng mellem kraniestørrelse og øjenbrynsbuer, sådan at større arter har mere markerede øjenbrynsbuer generelt.
Alt dette forklarer dog ikke, hvorfor f.eks. neandertalernes øjenbrynsbuer – selvom de er meget mere markante end vores – er mindre end andre fortidsmenneskers, såsom vores fælles forfader, Homo heidelbergensis. Den mest nærliggende forklaring er, at neandertalerne allerede var i fuld færd med at udvikle sig i en retning, vi førte endnu længere.
En oplagt måde at skaffe sig overblik over øjenbrynsbuernes udvikling er at sammenligne det moderne menneske med en af vores nære forfædre, som udviser meget markante øjenbrynsbuer. Den mest oplagte kandidat er netop Homo heidelbergensis, som menes at være opstået et sted for mellem 800.000 og 700.000 år siden, og som i dag betragtes som den seneste fælles forfader for det moderne menneske, neandertalerne og denisovaerne.
Navnet skyldes, at det tidligste fund man gjorde af denne særlige art af fortidsmenneske, var en omkring 600.000 år gammel kæbe, som blev fundet nær den tyske by Heidelberg. Det mest velbevarede kranium går under den videnskabelige betegnelse Kabwe 1 efter dets fundsted i minerne omkring byen Kabwe i Zambia. Oprindeligt blev dette kranium opfattet som en særlig art, som fik betegnelsen Homo rhodensiensis (efter kolonitidens navn for Zambia, Nordrhodesia). Det diskuteres undertiden stadig, om de europæiske og de afrikanske fund tilhører samme art, eller om der er tale om to særskilte arter.
Hvorom alting er, så er Homo heidelbergensis og ikke mindst Kabwe 1-kraniet kendetegnet ved særligt tydelige øjenbrynsbuer. De er derfor oplagte som udgangspunkt for en sammenligning med det moderne menneske for at komme nærmere en forklaring på, hvorfor vores øjenbrynsbuer er så meget mindre markante end resten af vores familie.
Når man skal fastslå, hvilken funktion fortidsmenneskers fysiske træk kan have tjent, er et af de største problemer, at vi typisk kun har skelettet til rådighed og oftest endda kun dele heraf. Vi kan derfor ikke betragte, hvordan fortidsmenneskene i praksis har levet. Det hele besværliggøres yderligere af, at vores nærmeste slægtninge alle er uddøde, sådan at det moderne menneske er det eneste nulevende medlem af menneskeslægten. Vi kan ikke sammenligne vores egen adfærd eller fortidsmenneskenes træk med andre nulevende dyr, sådan som man gør, når man sammenligner et tamdyr med sin endnu levende stamform, som f.eks. tamhunde med ulve eller grise med vildsvin.
I et forsøg på at omgå denne ulempe udførte forskere fra universitet i York i 2018 en simulation af, hvordan forskellige fysiske belastninger kunne tænkes at påvirke kraniet fra Kabwe 1. Tanken var at efterprøve, om øjenbrynsbuerne faktisk dannede grundlag for nogle de funktioner, som de er blevet tillagt. Simulationerne viste, at mens mekanisk belastning (som f.eks. ved tygning) og en anatomisk sammenhæng mellem øjenbrynsbuerne og resten af kraniet muligvis kan forklare øjenbrynsbuernes tilstedeværelse, så forklarer disse sammenhænge ikke, hvorfor øjenbrynsbuerne er så udprægede, som de er hos Homo heidelbergensis.
Forskerne kom i stedet til den konklusion, at øjenbrynsbuernes størrelse hovedsageligt har haft hormonelle årsager. De udviser tydelige kønsforskelle og er mere udprægede hos hanner (mænd) end hos hunner (kvinder), hvilket tyder på, at de kunne være udviklet som signaler om dominans og aggression.
Hvor fokus traditionelt har været på at forklare, hvorfor tidlige fortidsmennesker har så markante øjenbrynsbuer, betyder denne forklaringsmodel, at man ud fra samme logik må kunne forklare øjenbrynsbuernes væsentlige reduktion hos det moderne menneske ud fra lignende sociale årsager.
Når vi ikke har de samme kraftige øjenbrynsbuer som de fleste fortidsmennesker, kan det således hænge sammen med den ”feminisering” af det menneskelige ansigt, som fulgte i kølvandet på den menneskelige selvtæmning, hvor mere fredelige mænd blev foretrukket. Med tiden betød denne sociale revolution, at bevæggrunden for tilstedeværelsen af de kraftige øjenbrynsbuer forsvandt. I og med at der allerede ses kraftigt reducerede øjenbrynsbuer hos neandertalerne sammenlignet med Homo heidelbergensis, så har denne udvikling allerede været undervejs selv hos neandertalerne, selvom de aldrig nåede helt så langt som os.
Men det er ikke det hele.
Resultatet af menneskets selvtæmning og udviklingen af et mere hvælvet kranium (der kunne rumme vores ”klodeformede” hjerne) gjorde, at vores ansigt blev fladere. Det resulterede i, at en sammentrækning af musklerne i ansigtet automatisk fører til, at huden bevæger sig op og ned over panden frem for blot at forsvinde bag øjenbrynsbuerne som hos fortidsmenneskene. Hvor øjenbrynsbuerne tidlige kan have fungeret som et statisk signal om styrke eller dominans, kunne øjenbrynenes bevægelse nu pludselig bruges som et dynamisk socialt signal. I takt med at det moderne menneske blev mindre behåret i ansigtet, blev disse signaler blot tydeligere.
Øjenbrynene er hos det moderne menneske involveret i en hel række sociale signaler: Når vi løfter øjenbrynene, udtrykker vi sympati, dynamisk bevægelse af øjenbryn under samtale udtrykker både tillid og interesse, ligesom vi ved at hæve øjenbrynene kan udtrykke overraskelse, forurettelse eller skepsis (sidstnævnte særligt hvis man kun løfter det ene øjenbryn).
Særligt interessant er det såkaldte ”øjenbrynsblink” (eng. eyebrow flash), som består i en hurtig hævelse og sænkelse af øjenbrynene, som normalt kun varer få brøkdele af et sekund. Den hurtige bevægelse af øjenbrynene er efter alt at dømme et universelt socialt signal, der signalerer venlighed og interesse. Det blev oprindeligt beskrevet i 1960’erne af humanetologen Irenäus Eibl-Eibesfeldt, som kaldte det for en ”øjen-hilsen” (ty. Augengruß).
Øjenbrynsblinket har været fremhævet som et eksempel på en medfødt stereotyp adfærd, som ellers ses relativt sjældent hos mennesker. Det bruges dog mest som indledning til samtale eller undervejs i pauser for at henlede tilhørerens opmærksomhed på den sociale interaktion. Det har også vist sig, at spædbørn udviser forøget interesse for blikretningen, når den indledes med et øjenbrynsblik. En forklaring på dette kan være, at de løftede øjenbryn gør det lettere at aflæse blikretningen på afstand.
Cirklen er dermed sluttet: Øjenbrynsblinket er ikke bare en medfødt hilsegestus. Det indgår som led i øget social kommunikation og henleder bl.a. opmærksomheden på samtalepartnerens blikretning, som vi let genkender som følge af vores hvide senehinder.
At der er en sammenhæng mellem øjenbrynsbuerne og social kommunikation understøttes af studier af andre primater. Et eksempel er vores nærmeste familie, chimpanserne og bonoboerne, hvor netop øjenbrynsbuerne er mindre hos sidstnævnte. Det stemmer udmærket overens med, at bonoboernes adfærd beskrives som mere prosocial end chimpanserne, som følge af at de har gennemgået en selvtæmning, der kan minde om vores. Da bonoboerne, der også kaldes for ”dværgchimpanser”, gennemsnitligt er en smule mindre end de almindelige chimpanser, er det dog ikke muligt helt at udelukke en mere klassisk forklaring, som går på at øjenbrynsbuerne relative størrelse vokser med dyrets absolutte størrelse. Eller sagt mere direkte: At chimpanserne muligvis kan have større øjenbrynsbuer, fordi de fysisk er en smule større end bonoboerne.
Når man ser på primater generelt, synes der dog ikke at være nogen sammenhæng mellem kost og den medfølgende nødvendighed af at tygge maden eller størrelsen på tyggemusklerne og størrelsen på hver enkelt primats øjenbrynsbuer, sådan som man traditionelt har forestillet sig. Det ser dermed ud til, at det hverken er størrelse eller kost, der er afgørende for øjenbrynsbuernes størrelse hos primater generelt, men derimod den sociale adfærd og i hvilket omfang de anvender sociale signaler til at kommunikere med.
Studier af forskellige arter af sorte og røde colobusaber har vist, at selvom de sorte colobusaber spiser en mere drøj kost, som kræver længere tygning, har de røde colobusaber ikke desto mindre større øjenbrynsbuer, formodentlig som et resultat af en social adfærd, hvor hannerne i højere grad må kæmpe om hunnernes gunst. De er desuden karakteristisk for colobusaber, at de i højere grad end andre primater anvender ansigtsudtryk i deres sociale kommunikation.
De resultater, man har fra primater generelt, underbygger dermed den historie, som er skrevet på baggrund af studier af fortidsmennesker: Markante øjenbrynsbuerne ser ud til at være knyttet til en øget rivalisering mellem hanner kombineret med en øget seksuel selektion af foretrukne partnere hos hunner, mens en kraftig reduktion af øjenbrynsbuerne, sådan som det bl.a. ses hos det moderne menneske, i stedet hænger sammen med en prosocial adfærd, hvor de er mere fokus på interaktion og kommunikation mellem enkeltindivider inden for den sociale gruppe.
Og alt dette kan man altså læse ud af vores kranie- og ansigtsform.
Referencer:
Godinho RM, Spikins P, O'Higgins P (2018) Supraorbital morphology and social dynamics in human evolution. Nature Ecology & Evolution 2: 956-961.
Grün R, Pike A, McDermott F, Eggins S, Mortimer G, Aubert M, Kinsley L, Joannes-Boyau R, Rumsey M, Denys C, Brink J, Clark T, Stringer C (2020) Dating the skull from Broken Hill, Zambia, and its position in human evolution. Nature 580: 372-375.
Grammer K, Schiefenhövel W, Schleidt M, Lorenz B, Eibl-Eibesfeldt I (1988) Patterns on the Face: The Eyebrow Flash in Crosscultural Comparison. Ethology 77: 279-299.
Schmidt KL, Cohn JF (2001) Human facial expressions as adaptations: Evolutionary questions in facial expression research. American Journal of Physical Anthropology. Supplementum 33: 3-24.
Frith C (2009) Role of facial expressions in social interactions. Philosophical Transactions of the Royal Society of London. B: Biological Sciences 364: 3453-3458.
Fannin LD, Plavcan JM, Daegling DJ, McGraw WS (2021) Oral processing, sexual selection, and size variation in the circumorbital region of Colobus and Piliocolobus. American Journal of Physical Anthropology 175: 559-576.