En ulækker vane
Hvorfor har hunde en forkærlighed for at spise afføring?
I kapitel 6 af Menneskedyret (s. 121-123) beskriver jeg, hvordan hunde og ulves evne til at fordøje for os svært fordøjelige fødeemner, f.eks. ben, indre organer og særligt magert kød, kan have bidraget til at etablere det jagtfællesskab, som var et af de afgørende elementer i hundens tæmning. Takket være hundens særlige fordøjelsesevner har der ikke eksisteret en kamp om det nedlagte bytte, som ellers ville have sat en bremse for udviklingen af vores samliv.
Evnen til at fordøje for os svært fordøjelige animalske fødeemner er imidlertid ikke den eneste sære spisevane, som kan have været medvirkende til at føre mennesket sammen med hunden. Hvor utroligt det end kan lyde, kan den i vores øjne vel nok mest ulækre vane, mange hunde har, nemlig at spise afføring, også have spillet en afgørende rolle i hundens tæmning.
Den overraskende forklaring på, at hunde hyppigt spiser andre hundes efterladenskaber, kan være, at menneskelige ekskrementer gennem en længere periode af hundens tæmning udgjorde en ikke uvæsentlig del af deres kost. Takket være hundenes særlige fordøjelsessystem, har de tidligste hunde ikke blot været i stand til at udvinde energi fra de dele af byttedyrene, som mennesker ikke får nogen særlig næring af at spise, eller af de rester, som vi efterlod efter vores måltider. De har ligefrem været i stand til også bogstaveligt talt at ernære sig direkte af vores efterladenskaber.
Studier af forvildede tamhunde i Zimbabwe såvel som tamhunde fra Etiopien har vist, at de ikke blot spiser menneskelige ekskrementer. Disse kan udgøre så meget som en femtedel af hundenes fødeindtag målt på masse. Selvom vi synes, det er ekstremt klamt, og på trods af en lille, men dog tilstedeværende, risiko for smitte, er menneskelige efterladenskaber mere energirige end mange af de alternativer, hundene har, og tillige relativt lettilgængelige, når man som hundene besidder evnen til at lugte sig frem til herlighederne og grave dem op fra jorden.
Har noget lignende gjort sig gældende, dengang de første hunde slog sig sammen med mennesket, har de første hunde levet af vores affald på mere end en måde. Det betyder med andre ord, at det uappetitlige og ærligt talt uønskede svar på, hvorfor vores hunde stadig i dag kan finde på at spise afføring fra andre hunde, ganske enkelt er, at det er den form for afføring, de nu til dags lettest kan få fat i. Den ulækre vane med at sætte afføring til livs er derimod en gammel arv, som stammer helt tilbage til de forhistoriske tider, hvor de levede af vores efterladenskaber.
Den eneste troværdige alternative forklaring, man ellers har kunnet komme frem til på gåden om, hvorfor hunde så ofte spiser afføring, er, at det skulle fungere som en form for hygiejnisk tiltag, som tjener til at fjerne risikoen for, at hvalpe smittes med indvoldsorm. Ifølge denne forklaring er det en arv fra ulven, som fungerer ved, at forældredyrene spiser den nylagte afføring, den finder omkring hulen med ungerne, inden risikoen for smitte med parasitter, som typisk tager et par dage at udvikle sig, bliver overhængende. Er denne forklaring korrekt, betyder det paradoksalt nok, at den markante risiko for smitte med parasitter som indvoldsorm, som nutidens tamhunde løber ved at spise hinandens afføring, skyldes en vane, som evolutionært er udviklet for at beskytte resten af flokken mod de selvsamme parasitter.
Hvorvidt det er den ene eller den anden af disse to forklaringer, der er den mest troværdige, kan måske være svært at afgøre. Det faktum, at hunde ikke blot ofte er villige til at spise menneskelig afføring, men at forvildede tamhunde i vid udstrækning også dækker en stor del af deres behov ad denne vej, kalder under alle omstændigheder på en forklaring.
Hvilken form den end har taget, har den øgede tilgængelighed af føde, som de hunde, der opholdt sig i menneskenes nærhed, nød godt af, spillet en helt afgørende rolle for, at vores tamhundes forfædre kunne bryde med den fastlåste flokstruktur, som stadig findes blandt ulve, og i stedet slå følge med mennesket, hvor de heldigvis med tiden har fået charmet sig til at dele langt mere appetitlige rester fra vores måltider og borde.
Referencer:
Atickem A, Bekele A, Williams SD (2010) Competition between domestic dogs and Ethiopian wolf (Canis simensis) in the Bale Mountains National Park, Ethiopia. African Journal of Ecology 48: 401-407.
Butler JRA, Brown WY, Du Toit JT (2018) Anthropogenic Food Subsidy to a Commensal Carnivore: The Value and Supply of Human Faeces in the Diet of Free-Ranging Dogs. Animals 8: 67.
Hart BL, Hart LA, Thigpen AP, Tran A, Bain MJ (2018) The paradox of canine conspecific coprophagy. Veterinary Medicine and Science 4: 106-114.
McDonald RA, Wilson-Aggarwal JK, Swan GJF, Goodwin CED, Moundai T, Sankara D, Biswas G, Zingeser JA (2020) Ecology of domestic dogs Canis familiaris as an emerging reservoir of Guinea worm Dracunculus medinensis infection. PLoS Neglected Tropical Diseases 14(4): e0008170.