En skæg historie
Kan menneskets selvtæmning forklare, hvorfor mænd har skæg eller barberer sig?
En af de største farer, som lurer, når man har opdaget en ny teori eller en ny hypotese, er ikke, at den forklarer for lidt. Det er, at den forklarer for meget. Det vil sige, at man i begejstringen over at have fundet en ny forklaring på noget, man hidtil ikke kunne forklare, er i risiko for at bruge samme forklaring til at forklare fænomener, som måske slet ikke har noget med sagen at gøre.
Man kan godt være en smule nervøs for, at det samme kan ske med menneskets selvtæmning: At man i ren og skær begejstring over at have fundet en nøgle til at forstå menneskets udvikling, kommer til at strække denne forklarings rækkevidde langt ud over dens gyldighed.
I takt med at teorien om menneskets selvtæmning har spredt sig ud over flere forskellige grene af videnskaben, er antallet af forskellige fænomener, som menes at kunne forklares på denne måde, steget kraftigt. I de fleste tilfælde giver det god mening, også selvom selvtæmningen ofte kun udgør en lille del af forklaringen på, hvorfor vi ser ud eller opfører os på en bestemt måde. I andre tilfælde måske knap så meget.
Et af de mere spøjse fænomener, som er blevet foreslået kan have en forbindelse til menneskets selvtæmning, er mænds skægvækst. Ja, ikke nok med det: Det er endda blevet foreslået, at vores selvtæmning også kan forklare, hvorfor så mange mænd bruger så lang tid på at fjerne selvsamme hårvækst!
Som beskrevet i kapitel 2 af Menneskedyret (side 35-38) er en af konsekvenserne af menneskets selvtæmning, at der er sket en delvis afmaskulinisering af det moderne menneske, Homo sapiens. Eller måske mere præcist formuleret: Der er sket en delvis feminisering af den moderne mand.
Skægvækst er tæt forbundet med det mandlige køn. Så tæt, at man næsten kunne tro, at skægvækst simpelthen er et tegn på mandighed. Det er jo trods alt mænd, som oftest har hårvækst på hage, overlæber og kinder, mens en lignende hårvækst er så sjælden hos kvinder, at man i mindre politisk korrekte tider ligefrem kunne tjene gode penge på at udstille en af de få ”skæggede damer”.
Skæg er som sekundært kønskarakteristikum et tydeligt tegn på, at man er af biologisk hankøn. Så længe man ikke går rundt med dolken trukket (som man siger), er skæg en af de tydeligste måder, man kan signalere på, at man er mand. I det omfang hårvækst i ansigtet forekommer hos kvinder, er det stadig fyldt med fordomme, måske fordi en sådan form for hårvækst signalerer maskulinitet og opfattes som mindre ”kvindelig”. Det er en trist fordom. Men samtidig en fordom, som illustrerer, hvor dybt forbindelsen mellem skæg og maskulinitet går.
Skægget vokser derudover til på samme tidspunkt, som man træder ind i voksenalderen. Det er derfor samtidig et tegn på modenhed. Dette går igen senere i livet, hvor et gråsprængt skæg er et af de første tegn, der antyder ens fremskredne alder. Skæg kan derfor også virke som signal om, at man besidder alderens erfaring og status.
Man kan ligefrem hævde, at det gråsprængte skæg er mandens pendant til den grå rygstribe, som udmærker velvoksne hanner blandt gorillaerne. Frem for at tale om en “silverback” (da. sølvryg) som hos gorillaer, kan man mene, at en mand i sin bedste alder burde omtales som en “silverface” eller en “silverbeard” (da. sølvansigt eller sølvskæg). Skægget er med andre ord et af den klassiske sølvrævs mest karakteristiske træk.
Hvor tæt forbindelse mellem skæg og det mandlige køn både er og har været, illustreres af, at man i antikkens Grækenland ligefrem dyrkede en forestilling om, at skægvæksten skyldtes mandens sæd, som cirkulerede i legemet. I dag kan vi selvfølgelig grine af denne antikverede vildfarelse. I en tid lang tid før opdagelsen af kønshormoner, der vitterligt cirkulerer i kroppens blodbaner, var tanken dog måske ikke så tosset endda. Specielt ikke taget i betragtning, at langt størstedelen, mere end 95 procent, af mænds kønshormon, testosteron, faktisk produceres i testiklerne.
Skægget er en naturlig del af mandens udseende. Når tilstedeværelsen af skæg ikke desto mindre kalder på en forklaring, skyldes det, at menneskets kropsbehåring i øvrigt er kraftigt reduceret.
Charles Darwin mente i sin tid, at mænd måtte have beholdt hårvæksten i ansigtet som følge af seksuel selektion. At skægvæksten med andre ord var blevet bevaret, fordi kvinder har en særlig forkærlighed for mænd med skæg. Man behøver vist set kun at se et billede af gæve, gamle Charles for at få en idé om, hvordan han var kommet på den tanke.
I det omfang man har formået at undersøg sagen, er der ikke meget, som tyder på, at skæg i sig selv virker synderligt tiltrækkende på kvinder. Det er muligt, at et gråsprængt skæg signalerer erfaring, status og mandighed, men det betyder ikke nødvendigvis, at det også øger den seksuelle tiltrækning. Skægget er dermed blot et yderligere eksempel på, at de to ting ikke nødvendigvis er det samme: At et træk ikke nødvendigvis virker tiltrækkende, blot fordi det signalerer maskulinitet.
De studier, som er lavet omkring opfattelsen af skæg, peger i stedet på, at det primært er mænd, som reagerer på andre mænds skægvækst. De senere års teorier om skæggets ræson har derfor centreret sig omkring skæg som en del af et signalrepertorie, som er rettet mod andre mænd, dvs. potentielle rivaler. En del af baggrunden for dette syn på skægget er, at skæg har vist sig at forstærke vrede og aggressive ansigtsudtryk og har dermed kunnet understøtte trusselssignaler til andre mænd i den indbyrdes rivalisering. Man har ligefrem fundet tegn på, at skægvækst er større i lande, hvor man antager, at der er en større konkurrence internt mellem mænd om kvinders gunst.
Der er sågar blevet fremsat teorier om, at skæg skulle have været en fordel under nærkamp mellem to stridende mænd, fordi det mentes delvist at kunne afbøde knytnæveslag mod ansigtet. Vi må antage, at det i givet fald primært har haft betydning, inden våbenteknologien for alvor fik vind i sejlene. Detaljerede studier af skægvækstens betydning i forbindelse med kampsport synes dog at have manet denne forestilling i jorden. Hvis skægget overhovedet har nogen værdi i striden mellem mænd, har det derfor højst været at afskrække modstanderen.
Hvis der overhovedet kan påvises nogen fordel ved at bære skæg, må det således være som et signal til andre mænd om mandighed og maskulinitet, og hverken fordi det i sig selv giver nogen fysisk fordel, f.eks. i nærkamp, eller fordi det har nogen synderlig effekt på damerne.
Hvis ovenstående forklaring er korrekt, og skægget fungerer som et symbol på mandighed, status, styrke og erfaring, så bliver spørgsmålet, hvorfor så mange mænd så barberer sig?
Fjernelse eller barbering af kropshår, herunder i særdeleshed skæg, er en praksis, der går meget langt tilbage i menneskets fortid. Mere end 10.000 år gamle hulemalerier og fund fra bopladser bekræfter, at mænd allerede på dette tidspunkt fjernede tilsyneladende uønsket hårvækst, først og fremmest skæg, med muslingeskaller, hajtænder eller flintesten. Det har nok ikke været særligt effektivt, da de fleste af disse genstande hurtigt bliver sløve ved flittigt brug. Men selvom man må antage, at de fleste mænd fra forhistorisk tid trods alt har båret skæg, så er barbering med andre ord et tilbagevendende fænomen gennem hele menneskets historie.
En af de forskere, som har beskæftiget sig mest indgående med afmaskuliniseringen af det moderne menneske, er antropolog Ben Thomas Gleeson. I en tidlig version af en af sine videnskabelige artikler har Gleeson fremsat sin forklaring på, hvorfor mænd barberer sig. En forklaring, som tager udgangspunkt i menneskets selvtæmning.
I lyset af de signaler skægget sender om bæreren (se ovenfor), ser Gleeson flere mulige forklaringer på, hvorfor barbering kan have været udbredt til forskellige tider. Den ene mulighed er, at man ved at barbere skægget af kan skjule de maskuline signaler, som et stort fuldskæg ellers sender. Hvis man forestiller sig en lille, fortidig menneskegruppe, som har skullet fungere sammen uden alt for meget ævl og kævl og alt for mange stridigheder, kunne det være en fordel at nedtone de maskuline træk, som ellers kunne signalere dominans eller aggression. Det kan have gjort det lettere at indgå i sociale fællesskaber.
Det er imidlertid kun første led af argumentet.
Det andet led hænger sammen med de forandringer med ansigtets udvikling, som er involveret, når det gælder domestikationssyndromet (se Menneskedyret, kapitel 2). Disse ændringer skyldes først og fremmest forandringer af neuralkammens udvikling. Denne har imidlertid også betydning for hårvækst i ansigtet. En konsekvens af en nedsættelse i aktiviteten i neuralkamcellerne er derfor en mere sparsom og spredt skægvækst.
Det betyder med andre ord, at hvor meget og hvor tæt ens skægvækst er, potentielt fortæller andre noget om, hvor vidt fremskreden nedsættelsen af neuralkamcellernes aktivitet er – og dermed også andre domestikationstræk. En af de mest effektive måder at skjule dette signal på, ligger lige ved hånden: nemlig ved at barbere sig.
Det er dermed en dobbelt forklaring på, hvorfor mænd barberer sig: Maskuline mænd kan dæmpe de signaler, som ellers ville signalere aggression over for andre mænd, og mænd hvis skægvækst er nedsat som følgevirkning af den generelle ændring af neuralkamsaktiviteten, kan skjule dette ved at barbere sig og dermed paradoksalt nok fremstå mere maskuline.
Det kan måske forklare, hvorfor nutidige kvinder øjensynligt synes at foretrække, at mænd bærer skægstubbe frem for at bære skæg eller være glatbarberede. Skægstubbene signalerer på en og samme tid, at man ville være i stand til at gro et fuldt og jævnt fuldskæg, og at man aktivt har valgt at nedtone dette maskuline træk ved at skære skægget ned, før det er fuldt udvokset. Modsat det fuldvoksne skæg nedtoner skægstubbe heller ikke på samme måde de ungdommelige træk, som menes at være et ledsagefænomen til domestikationssyndromet. Ikke desto mindre vil man stadig kunne ane de sølvstænk, som fungerer som et signal om alder og erfaring.
Skægstubbe udgør dermed måske det bedste af alle verdener!
Ovenstående forklaringer lider af flere af de svagheder, som altid knytter sig til sådanne biologiske eller evolutionære forklaringer: De forklarer både for meget og for lidt. Teorien kan således både forklare, hvorfor nogle mænd bærer skæg, og hvorfor nogle barberer sig. Men den kan ikke fortælle os, hvorfor man netop har foretrukket det ene eller det andet på et bestemt tidspunkt i historien, eller hvorfor vi som individer vælger af bære skæg eller ej.
Selvom det kan være fristende at søge en udelukkende biologisk forklaring på, hvorfor mænd har skæg, og hvorfor de nogle gange vælger at fjerne det, er mænds forhold til deres skægvækst i virkeligheden snarere et næsten perfekt eksempel på det komplekse samspil mellem biologi og kultur, som er så kendetegnende for mennesket.
Barberingens historie er lang og strækker sig som nævnt ind i forhistorien. For alvor fik traditionen dog vind under sejlene i det gamle Egypten, hvor det dog primært var gejstlige, som fjernede deres skægvækst. Selv i senere kulturer, som f.eks. i antikkens Grækenland, var der dog stadig en tydelig sammenhæng mellem skæg og mandighed.
Alt dette ændrede sig imidlertid i løbet af Romerrigets storhedstid, hvor skægget gik fra at være et maskulint kendetegn og et statussymbol til at være et tegn på manglende civilisering. Det barberede mandeansigt blev nu foretrukket som en del af et mere civiliseret udseende. Den første romer, som konsekvent barberede sig og dermed medvirkede til at gøre det glatbarberede ansigt til mode, var angiveligt den romerske general Scipio Africanus, som levede omkring år 200 f.v.t. Moden varede som minimum til slutningen af Kejser Hadrians styre, som sluttede ved dennes død i år 138 e.v.t., og kom til at danne baggrund for hele den vesteuropæiske tradition for, at barbering er et udtryk for, at man er civiliseret.
Det blev et signal om ens status at have et glatbarberet ansigt. Traditionen for at barbere sig var særligt udbredt blandt soldater. Det glatbarberede ansigt tjente tillige til at adskille den civiliserede romer fra de omgivende stammer af barbarer, som ofte bar skæg, på samme måde som traditionen for at gå klædt i toga og sandaler. Som modsætning til den romerske tradition for at barbere sig står andre traditioner, som f.eks. den muslimske, hvor det næsten har været betragtet som helligbrøde for mænd helt at fjerne deres skæg.
Hvorvidt man som mand barberer sig, afhænger dermed langt hen ad vejen af kultur, mode og tradition. At have skæg eller ej kan dermed bruges som tegn på, hvorvidt man følger den aktuelle norm eller ej, uanset hvad den måtte være. Det bedste eksempel er vel her 60’er-hippiernes lange hår. Nutidens bedste pendant er hipster-skægget, som er karakteristisk ved indledningsvis at være et tegn på non-konformitet, men efterhånden som det blev mere og mere udbredt, selv blev et tegn på en ny norm (og dermed også en ny konformitet), som man nu kan bryde ved atter at fremstå nybarberet.
Alle disse motiver spiller ind på hver enkelt mands valg mht. at barbere sig eller ej, hvor tit eller hvor meget, uanset om man er det sig bevidst eller ej. Selvom der stadig kan være en lille rest af biologi gemt bag disse tilsyneladende udelukkende æstetiske valg, så er de dermed for længst blevet overlejret af en lang række primært kulturelt betingede faktorer, der som så ofte gør menneskets adfærd så kompleks, at den ikke længere kan opsummeres ud fra simple tommelfingerregler.
Det er meget karakteristik, at de forslag til, hvordan menneskets selvtæmning kan forklare, hvorfor mænd barberer sig, som er blevet fremsat af Gleeson, er blevet fremsat i en tidlig version af en videnskabelig artikel om, hvordan menneskets selvtæmning har resulteret i en afmaskulinisering af os mænd. I forbindelse med artiklens peer review er de passager, som diskuterer, hvorfor mænd barberer sig, således blevet fjernet, fordi de blev opfattet af bedømmerne som for spekulative. De optræder derfor ikke i den endelige udgivne videnskabelige artikel.
Forsøget på at forklare, hvorfor mænd barberer sig, er derfor indtil videre et eksempel på, hvordan man skal være påpasselig med at tro, at en ny og tilsyneladende solid teori kan forklare alt. Der er stadig begrænsninger, når det gælder, hvad menneskets selvtæmning kan forklare. Det er vigtigt at huske på i de kommende år, hvor flere og flere forskere kommer til at kaste sig over at undersøge konsekvenserne af menneskets selvtæmning.
Referencer:
Craig BM, Nelson NL, Dixson BJW (2019) Sexual Selection, Agonistic Signaling, and the Effect of Beards on Recognition of Men's Anger Displays. Psychological Science 30: 728-738.
Dixson BJ, Vasey PL (2012) Beards augment perceptions of men’s age, social status, and aggressiveness, but not attractiveness. Behavioral Ecology 23: 481–490.
Dixson BJW, Sherlock JM, Cornwell WK, Kasumovic MM (2018) Contest competition and men's facial hair: Beards may not provide advantages in combat. Evolution and Human Behavior 39: 147-153.
Dixson BJW, Rantala MJ, Brooks RC (2019) Cross-Cultural Variation in women’s Preferences for men’s Body Hair. Adaptive Human Behavior and Physiology 5: 131–147.
Dixson BJW, Lee AJ (2020) Cross-Cultural Variation in Men’s Beardedness. Adaptive Human Behavior and Physiology, 6: 490–500.
Gleeson BT (2017) To beard, or not to beard: linking sexual selection on masculinity, embryonic neural crest cells, and human self-domestication. BioRxiv, 30. maj & 28. juni 2017.
Gleeson BT (2020) Masculinity and the Mechanisms of Human Self-Domestication. Adaptive Human Behavior and Physiology 6: 1–29.
Oldstone-Moore C (2015) Of Beards and Men: The Revealing History of Facial Hair. University of Chicago Press.