Elefanten der tæmmede sig selv
Hvad har mennesker, bonoboer og elefanter til fælles?
De fleste husdyr er resultat af menneskets selektive avl. Vi har indfanget deres forfædre og avlet dem til at kunne give os et udbytte, vi kan nyde godt af: kød, mælk, æg, pels og de hundredvis af produkter, som kan laves af animalske materialer.
Andre husdyr har levet mere i periferien af menneskets samfund. Et af dem er elefanten. Elefanter har, særligt i Østen, været brugt til alle mulige forskellige former for arbejdsopgaver, inden vi med den industrielle revolution fik opfundet maskiner, som kan konkurrere med elefanten i styrke og effektivitet.
En af de vigtigste funktioner, elefanterne historisk har haft, er som krigselefanter. Vi kender dem måske bedst fra hærchefen Hannibals berømte togt over alperne under den anden puniske krig (218-201 f.v.t.), men krigselefanter har været brugt mange steder både i Østen, Afrika og Europa.
Men elefanten har ikke bare en særlig rolle i menneskets historie. Elefantens egen historie er også noget helt særligt.
Selvom elefanter aldrig har været avlet selektivt ligesom de fleste andre husdyr, udviser de ikke desto mindre en lang række træk, som normalt findes hos vores traditionelle tamdyr, og som indgår i det domestikationssyndrom, som jeg beskriver i kapitel 4 i Menneskedyret.
Det gælder træk som en forkortet kæbe med tætsiddende tænder, en delvis mangel på pigment (som bliver mere udpræget med alderen), samt en forlænget udviklingsperiode præget af øget legeadfærd som varer ved langt op i alderen. Man behøver blot at have set en elefantunge i zoologisk have en enkelt gang for at forstå, hvad der hentydes til.
De mest udprægede træk, som går igen hos elefanterne, har at gøre med deres adfærd. De udviser en række karakteristiske træk, som ikke blot går igen hos mange tamdyr, men tillige er udpræget hos selvtæmmede dyrearter som vores nærmeste slægtninge, bonoboerne, såvel som hos mennesket selv. Det tæller bl.a. en lav stressrespons, en nedsat aggression, avanceret social kommunikation og i det hele taget en veludviklet social adfærd.
Elefanter er ikke blot kendt for at sørge over døde artsfæller og hjælpe andre elefanter, selv når der er tale om fremmede elefanter fra ubeslægtede flokke. Modsat mange andre sociale dyrearter har man heller aldrig observeret voksne elefanter slå andre elefanters unger ihjel. I stedet lever de fleste elefanter i små flokke, hvor man hjælper hinanden. Det gælder særligt hunnerne, som hjælpes ad med at opfostre hinandens afkom, mens også hanner, hvor man kender flere eksempler bl.a. fra Indien på, at hanner danner grupper for at overleve under omskiftelige og udfordrende forhold.
Selvom elefanter udviser alle disse træk, som peger på, at de har gennemgået en udvikling, der svarer til den, de fleste tamdyr har været igennem, har elefanter øjensynligt aldrig gennemlevet en klassisk domesticering, hvor mennesker har udvalgt de fredeligste individer og avlet selektivt på dem. Dette understøttes også af, at der både genetisk og fysisk er stor lighed mellem tamme og vilde elefanter. Med førstnævnte menes dermed ikke elefanter, som adskiller sig fra de vilde af udseende eller adfærd, men primært elefanter som holdes som husdyr eller arbejdsdyr.
Det åbner for den interessante mulighed, at de træk hos elefanten, der minder om det, man finder hos tamdyr, er resultatet af, at elefanterne i vidt omfang har tæmmet sig selv. Ikke mindst den store lighed mellem elefanternes adfærd og andre selvtæmmede arter som f.eks. bonoboer kunne tyde på, at det faktisk var en mulighed, det er værd at overveje.
Og det er præcist dét, en håndfuld forskere har gjort i en netop publiceret videnskabelig artikel, som beskriver elefanten som en selvtæmmet dyreart.
Den største udfordring, når det gælder om at afgøre, om elefanter kan beskrives som selvtæmmede dyr, er, at der ikke findes en vild stamform at sammenligne med, sådan som det gælder for de fleste andre tamdyr: Hunde nedstammer som bekendt fra ulven, tamme geder fra vildgeden, koen fra uroksen og grisen fra vildsvinet osv. Selvom der findes tre forskellige arter af elefanter, en asiatisk og to afrikanske, udviser de således alle tegn på at have været gennem en form for selvtæmning.
Selvom vi tænker på det at holde elefanter som husdyr som et asiatisk fænomen, så har man også før tiden f.eks. brugt afrikanske elefanter som krigselefanter. Af de to afrikanske arter, har det dog primært været den mindre skovelefant, som hyppigst har været brugt, frem for den noget større afrikanske elefant, som også undertiden kaldes savanneelefanten. Selvom afrikanske elefanter historisk set har været sværere at tæmme, har de dog også været brugt som krigselefanter i Afrika.
Vi må derfor antage, at elefantens selvtæmning har fundet sted forholdsvis tidligt i elefantens udvikling og deles af alle nulevende elefantarter. Det åbner det interessante perspektiv, at også uddøde elefantarter, som f.eks. den uldhårede mammut, kan have været selvtæmmede dyrearter.
Alle nulevende elefantarter udviser de adfærdstræk, som peger mod en selvtæmning. De udviser et relativt lavt niveau af aggression, hvor stridigheder oftest løses gennem trusler eller sociale signaler, de kan kommunikere med hinanden selv over store afstande, de er generelt venligt stemt selv over for fremmede elefanter, og de er generelt nysgerrige og lærerige og har et lavt stressniveau, når det gælder påvirkninger fra deres omgivelser. Til gengæld har de nogle stærke sociale behov, som kan udløse stress, hvis de ikke tilfredsstilles. En af de væsentligste udfordringer ved at holde elefanter i fangenskab er derfor ikke blot plads og tilstrækkelig føde (de er store dyr med en stor appetit), men også at skabe en tilstrækkeligt stimulerende social flokstruktur.
Mens disse træk peger på, at elefanter kan betragtes som selvtæmmede, er der dog også enkelte træk, der taler imod. Et af de væsentligste er, at elefanter kun udviser et begrænset antal af de træk, som er forbundet med udviklingen af neuralkammen, og som er nogle af de væsentligste fællestræk hos tamdyr. De vigtigste tegn på, at elefanten kan betragtes som et tamdyr, er dermed ikke deres fysiske træk, men derimod forandringer i den måde de forskellige neurotransmitterstoffer, som er involveret i social adfærd, reguleres på. Det gælder f.eks. genetiske forandringer, som påvirker og forhøjer niveauet af serotonin i hjernen og nervesystemet.
Hvis man betragter elefanten som et selvtæmmet dyr, stiller det selvfølgelig spørgsmålet, hvordan og hvorfor elefanterne har tæmmet sig selv? Hos øvrige selvtæmmede dyr er der sket en udvælgelse af fredelige individer, som med tiden har ændret artens sociale adfærd på samme måde, som vores udvælgelse af omgængelige individer har skabt vores tamdyr. Det er f.eks. tilfældet for mennesker og bonoboer. Men hvad med elefanten?
Nogle af de grundlæggende forudsætninger for, at elefanterne har kunnet udvikle en fredelig og omgængelig natur, har været deres størrelse, som sikrer dem effektivt mod rovdyr. Det er kun syge individer eller unger, der for alvor er truet af rovdyr, og de vil oftest beskyttes af resten af flokken. Elefanter kan derfor generelt (hvis man ser bort fra mennesker) leve i fred fra trusler udefra. Men hvordan undgår man, at kamp om adgang til livsnødvendige ressourcer skaber splid internt i en elefantflok?
En mulig forklaring skal søges i, at elefanter spiser en meget bred palet af tilgængelig føde. Det betyder, at der er mindre konkurrence mellem de enkelte elefanter for at udnytte de tilgængelige fødekilder. Selvom en elefant kræver utrolig store mængder af føde, har de dermed fundet en måde at tilfredsstille dette behov på, som sikrer, at der under normale omstændigheder er føde til alle.
At det så under tiden kan føre til alvorlige konflikter med mennesker, når sultne elefanter trænger sig ind på områder, hvor der dyrkes forskellige former for landbrug, er en anden historie.
Det interessante er, at noget lignende menes at være en af de væsentligste grunde til bonoboernes og chimpansernes forskelligartede udviklingshistorier. I de områder, hvor bonoboerne lever, er der angiveligt lettere adgang til en større palet af forskellige frugter og anden føde, hvilket gør, at de enkelte individer ikke behøver beskytte deres fødekilder over for andre individer i samme omfang som hos chimpanserne. Det kan være en af forklaringerne på, at chimpanser ikke blot er mere stridige og aggressive end bonoboer, men også mindre tilbøjelige til at dele deres føde med andre.
Overført til elefanterne betyder det, at deres evne til at udnytte vidt forskellige fødekilder kan have gjort, at der også internt blandt elefanter ganske enkelt har været færre anledninger til stridigheder, end det ellers ville have været tilfældet. Det har gjort det muligt at udvikle et samarbejde, hvor de mest fredelige og samarbejdsvillige individer har været foretrukket som flokmedlemmer og som partnere frem for mere stridige eller egensindige individer.
Denne positive sociale indstilling kan samtidig komme flokken til gode i krisetider, hvor adgangen særligt til vand har været begrænset. Det er et kendt fænomen blandt elefanter, at de ofte hjælpes ad med at finde frem til fjerne vandhuller, som de normalt ikke behøver strides om, fordi der, når de først er lokaliseret, typisk vil være vand nok til alle.
Elefanten er dermed – ligesom mennesket – et eksempel på, hvordan evnen til at nyde godt af vidt forskellige fødekilder kan have bidraget også til udviklingen af de sociale evner.
Som beskrevet ovenfor er der mere og mere, der taler for, at også elefanten kan betragtes som et selvtæmmet dyr ligesom mennesket, bonoboen og en lille udvalgt håndfuld af andre dyr. Det spændende ved elefanten er, at den stammer fra en helt anden gren af pattedyrenes slægtstræ end de øvrige kandidater og lever et liv, som også på mange måder adskiller sig fra vores. Jo bedre vi forstår mekanismerne bag elefanternes selvtæmning, jo bedre vil vi dermed formodentlig også kunne forstå de generelle mekanismer bag, hvorfor nogle dyr ender med at blive selvtæmmede, mens andre ikke gør.
Elefanten er dermed ikke bare endnu en lidelsesfælle, vi kan skrive op på listen over selvtæmmede dyrearter, så vi ikke behøver at føle os så ensomme her i verden. De kan i bedste fald også lære os noget om mekanismerne bag menneskets evolutionære udvikling.
Referencer:
Jacobson SL, Plotnik JM, Bowman J, Lynch V, Benítez-Burraco A (2023) Elephants as an animal model for self-domestication. Proceedings of the National Academy of Sciences USA 120: e2208607120.
Gowers W (1947) The African Elephant in Warfare. African Affairs 46 (182): 42–49.
Srinivasaiah N, Kumar V, Vaidyanathan S, Sukumar R, Sinha A (2019) All-Male Groups in Asian Elephants: A Novel, Adaptive Social Strategy in Increasingly Anthropogenic Landscapes of Southern India. Scientific Reports 9: 8678.
Gill BA, Wittemyer G, Cerling TE, Musili PM, Kartzinel TR (2023) Foraging history of individual elephants using DNA metabarcoding. Royal Society Open Science 2023: 230337.