Det kræver en landsby
Har fælles opdragelse af stammens børn bidraget til det moderne menneskes udvikling?
Teorien om menneskets selvtæmning er langtfra det eneste forsøg, som er blevet gjort på at forklare, hvorfor det moderne menneske har udviklet sig til det sære væsen, som vi bliver nødt til at erkende, at vi er. De fleste teorier forsøger udelukkende at forklare enkelte led i menneskets udvikling, mens andre hævder at have fundet den røde tråd, som kan strikke alle de forskellige dele af menneskets evolution sammen til en samlet fortælling.
Fælles for disse forskellige forsøg på at forklare, hvor vi kommer fra, og hvordan vi er blevet til dem, vi er, er, at de i større eller mindre grad lader sig forene med menneskets selvtæmning. Et eksempel er ”hypotesen om den sociale hjerne”, dvs. forestillingen om at det er menneskets stadig mere komplekse sociale liv, som har drevet menneskehjernens eksplosive udvikling. Det passer udmærket sammen med, hvordan man forestiller sig, at menneskets selvtæmning er forløbet, også selvom man traditionelt har forbundet domesticering med en formindsket hjernestørrelse (se kapitel 4 i Menneskedyret, s. 84-90).
I hvilket omfang de forskellige teorier lader sig forene med vores selvtæmning, må afgøres i hvert enkelt tilfælde. Selvom der til tider kan være langt mellem teorien om menneskets selvtæmning og de øvrige teorier om, hvordan det moderne menneske er opstået og har udviklet sig, og disse teorier endda til tider fremføres som en modsætning til teorien om menneskets selvtæmning, er det ikke altid, at modsætningsforholdet faktisk er så grelt, som det kan fremstå.
Tværtimod kan mange af disse teorier lære os meget om, hvor kompleks og facetteret menneskets forhistoriske udvikling har været og være med til at kaste lys over, hvad det egentlig er, menneskets selvtæmning forklarer – og hvorfor den stadig på så mange måder udgør en mere tilfredsstillende forklaring end så mange andre teorier om vores oprindelse.
Menneskets er langtfra dyrerigets eneste selvtæmmede dyr. I kapitel 5 af Menneskedyret fremhæver jeg to øvrige eksempler fra vores nærmeste familie: Bonoboen, som er en af vores allernærmeste nulevende slægtninge i dyreriget, og den hvidørede silkeabe, som tilhører vores udvidede familie blandt primaterne.
De hvidørede silkeabers selvtæmning menes at hænge tæt sammen med den måde, de lever på i naturen. Som beskrevet (s. 104-105) lever silkeaberne i små familieflokke, som opfostrer ungerne i fællesskab. Denne form for flokstruktur kaldes ved den (i hvert fald på dansk) noget knudrede betegnelse ”kooperativ avl” (eng. cooperative breeding). Kooperativ avl kan resultere i flere af de samme prosociale tendenser, som ses hos selvtæmmede dyrearter, hvor man f.eks. deles om at indsamle føden og passe ungerne. Når hvidørede silkeaber betragtes som en selvtæmmet dyreart, skyldes det, at den ud over denne flokstruktur udviser både fysiske og mentale træk, som henregnes til domestikationssyndromet.
Blandt de teorier om menneskets udvikling, som har været fremsat som alternativ til selvtæmning, er en af de mest synlige, at det moderne menneskes egenskaber også er et resultat af kooperativ avl, dvs. af at vores forfædre på et tidligt tidspunkt begyndte at opfostre deres børn i fællesskab. I modsætning til silkeaberne, hvor det kun er et enkelt eller højst to par (med samme han), som får unger, der opfostres af hele flokken, tager man dog som regel udgangspunkt i, at alle (eller i det mindste de fleste af) gruppens kvinder fik børn med gruppens mænd. Til gengæld har det været hele gruppens ansvar at opfostre alle de børn, som gruppens kvinder til sammen fødte.
Mens arbejdsfordelingen hos silkeaberne er sådan fordelt, at det ofte er hannerne, som bliver hos ungerne og passer dem, mens hunnerne er ude af finde føde, er fokus i teorien om kooperativ avl hos mennesket imidlertid på kvinderne. I den gængse formulering af hypotesen om kooperativ avl hos mennesket, som oprindeligt blev fremsat af antropolog Sarah Blaffer Hrdy og siden er blevet udviklet i samarbejde med bl.a. antropolog Judith M. Burkart, tager man således udgangspunkt i, at det afgørende i menneskets udvikling var et fællesskab af kvinder, som til sammen opfostrede ungerne, mens fædrene spillede en underordnet og noget løsere rolle. En lignende social struktur, hvor kvinderne danner kernen i gruppen, mens hannerne er mere løst tilknyttet, findes bl.a. hos vores selvtæmmede fætre, bonoboerne.
Hovedpunktet i teorien om menneskets kooperative avl er, at den fælles opfostring af afkommet, hvor hver enkelt barn så at sige havde ”mange mødre”, var en væsentlig forudsætning for udviklingen af mange af det moderne menneskes særlige egenskaber, herunder vores næsten altruistiske hypersocialitet, vores evne til at tage ved lære af andre, både hvad angår konkrete evner og erfaringer, og hvad angår den sociale adfærd, og ikke mindst vores imponerende kognitive evner, som hænger sammen med den store menneskehjerne.
At vores forfædre har opfostret børn i fællesskab, og at det tætte samarbejde mellem gruppens kvinder kan have haft afgørende betydning for menneskets udvikling, kan virke indlysende. Som forklaring på, hvordan det moderne menneske er opstået med alt det, som gør os til noget specielt, har teorien om kooperativ avl imidlertid flere svagheder.
Som kritikere af teorien har påpeget, er der ingen direkte vidnesbyrd for, at menneskets dybt i forhistorien skulle have udført den form for fælles opdragelse kvinder imellem, som udgør en af de vigtigste grundsten i teorien. Det udelukker ikke, at det kan have været tilfældet. Men det stiller et væsentligt spørgsmålstegn ved, om vi på nuværende tidspunkt kan fremhæve netop dette scenarie som mere sandsynligt end andre forestillinger om vores sociale fortid, som f.eks. har mere fokus på parbåndet mellem mand og kvinde eller på gruppens samlede sociale samspil.
Den afgørende svaghed ved teorien er dog, at der ikke synes at være nogen generel sammenhæng mellem kooperativ avl og udviklingen af de kognitive evner, som er så kendetegnende for det moderne menneske. Selvom den fælles opfostring af ungerne hos flere forskellige dyrearter har ført til en mere prosocial adfærd, er der ingen tydelig dokumentation for, at dette også smitter af på de kognitive evner. De hvidørede silkeaber er selv et eksempel på dette, idet de på trods af deres særlige sociale egenskaber og nærmest altruistiske adfærd, ikke umiddelbart besidder overlegne mentale evner sammenlignet med andre primater i deres nærmeste familie, som lever under andre former for flokstrukturer. Som jeg fremhæver i Menneskedyret (side 106), er en af de fascinerende aspekter ved silkeaberne selvtæmning jo netop, at de prosociale egenskaber er opstået, uden at det har medført en eksplosiv (eller blot mærkbar) vækst af deres hjerne eller deres mentale evner i det hele taget.
Det betyder kort sagt, at menneskehjernens eksplosive vækst må forklares på anden vis. Et af de mest populære bud er den ovenfor nævnte ”hypotese om den sociale hjerne” (eng. social brain hypothesis), som udsiger, at menneskehjernen primært er vokset som følge af de stadig mere komplekse sociale relationer inden for gruppen, som vores forfædre har skullet kunne navigere i. Selvom teorien om kooperativ avl ofte slås i hartkorn med netop denne hypotese, er der altså tale om to forskellige forklaringer på, hvorfor menneskehjernen er vokset.
Sobert betragtet udgør teorien om, at et af de væsentligste skridt i vores udvikling var en fælles opfostring af gruppens børn, som dermed fik en udvidet kreds af mødre (og fædre!), en sandsynlig brik i det store puslespil, som udgøres af vores forhistoriske udvikling. Den behøver dog ikke stå i modstrid med den beskrivelse, som er opstået ud af menneskets selvtæmning. Der er ikke tale om en ny måde at se menneskets udvikling på, som vender det hele på hovedet, men en mulig vinkel som kan kaste lys over endnu et aspekt af vores fascinerende udviklingshistorie.
Ligesom silkeaberne både er kendetegnet ved kooperativ avl og udviser tegn på selvtæmning, indeholder vores udvikling også elementer fra flere forskellige lejre. Om man mener, at teorien om menneskets selvtæmning udgør endnu en brik til det store puslespil, eller om der er tale om en forståelsesramme, som kan kaste lys over de øvrige aspekter af vores udviklingshistorie, er lidt af en smagssag.
I mine øjne modsiger ovenstående forestillinger om, hvordan vi dybt i forhistorien opfostrede vores børn i fællesskab og ikke kun hver for sig, ikke at mennesket kan betragtes som et selvtæmmet dyr. Det gør tværtimod blot historien om menneskets selvtæmning mere facetteret og interessant, hvis de faktisk viser sig at kunne bekræftes.
Referencer:
Gokcekus, SY (2020) Behavioral Flexibility, Curiosity, and Cooperative Breeding: Dealing with Complex Concepts and Paradigms. Masters thesis, Durham University.
Hrdy SB (2009) Mothers and others: The evolutionary origins of mutual understanding. Harvard University Press.
Burkart JM, Hrdy SB, van Schaik CP (2009) Cooperative breeding and human cognitive evolution. Evolutionary Anthropology 18: 175-186.
Kramer KL (2010) Cooperative Breeding and its Significance to the Demographic Success of Humans. Annual Review of Anthropology 39: 417-436.
Burkart JM, Allon O, Amici F, Fichtel C, Finkenwirth C, Heschl A, Huber J, Isler K, Kosonen ZK, Martins E, Meulman EJ, Richiger R, Rueth K, Spillmann B, Wiesendanger S, van Schaik CP (2014) The evolutionary origin of human hyper-cooperation. Natutre Communications 5: 4747.
Thornton A, McAuliffe K, Dall SRX, Fernandez-Duque E, Garber PA, Young AJ (2016) Fundamental problems with the cooperative breeding hypothesis. A reply to Burkart & van Schaik. Journal of Zoology 299: 84-88.
Burkart JM, van Schaik CP (2016) Revisiting the consequences of cooperative breeding. Journal of Zoology 299: 77-83.
Hrdy SB, Burkart JM (2020) The emergence of emotionally modern humans: implications for language and learning. Philosophical Transactions of the Royal Society of London. B: Biological Sciences 375: 20190499.