Det hvide ud af øjnene
Nye studier afslører, hvor meget man faktisk kan aflæse ud af et menneskes øjne
I kapitel 6 af Menneskedyret (s. 136 til 137) fortæller jeg, hvordan senehinden – det hvide i vores øjne – er blevet lysere som en konsekvens menneskets selvtæmning. En lysere senehinde tillader, at man lettere kan afkode andre individers blikretning, og er derfor en stor hjælp, når det gælder om at afkode andre individers intentioner. En stor fordel, når man skal arbejde sammen om et fælles mål.
Et nyt studie har påvist, at den hvide senehinde ikke blot er en fordel, når det handler om at aflæse andres blikretning. Den giver også vigtige informationer om ejerens sundhedstilstand og påvirker, om ejeren opfattes som troværdig, attraktiv eller aggressiv. Hver af disse egenskaber har på hver sin måde spillet en rolle for menneskets selvtæmning.
Menneskets øjne udmærker sig i forhold til andre primaters ved deres lyse senehinde. Enkelte andre menneskeaber, som f.eks. bonoboen og den vestlige gorilla, kan også have relativt lyse senehinder. Men her er den individuelle variation ganske stor. Mennesket er derimod kendetegnet ved, at vores senehinde generelt er hvid. Den klassiske forklaring på dette, som jeg har gengivet i min bog, er, at vi aktivt anvender andres blikretning til at afkode, hvad deres opmærksomhed er rettet mod, som et led i vores sociale kommunikation.
Men den lyse senehinde fortæller faktisk mere om ejeren. Senehinden kan også sladre om ejerens sundhedstilstand.
En krystalklar hvid senehinde er et sundhedstegn. En rødlig senehinde kan derimod være et tegn på en række sygdomstilstande, øjenblødninger eller sågar søvnmangel, for slet ikke at tale om fuldskab eller indtagelse af narkotika. En gullig senehinde er et hyppigt forekommende træk ved gulsot, som igen kan være udløst af forskellige former for leversygdom.
Der er derfor intet mærkeligt i, at personer med rødlig eller gullig senehinde bedømmes som mindre sunde end personer med en klar, hvid senehinde.
Fordi selv en svag misfarvning af senehinden kan afsløre sygdom, kan en hvid senehinde for vores forfædre have fungeret som et sikkert tegn på sundhed. Da det kan have været væsentligt sværere at bedømme, om en person med mørkere øjne har haft lignende misfarvninger i øjnene, kan den hvide senehinde således være blevet udvalgt gennem vores evolutionshistorie som et sikkert tegn på sundhed.
Den hvide senehinde fortæller ikke blot, at dens indehaver er sund og rask. Den sikrer også, at vores forfædre ville kunne have set det, hvis en evt. partner var (eller havde været) ramt af sygdom.
Senehinden sladrer ikke kun om vores sundhedstilstand. Den afslører også vores alder. Senehinden bliver naturligt mørkere med alderen. Den bliver hyppigt også mere gullig eller rødlig som følge af almindelig aldring, udsættelse for sollys og ophobede forandringer som følge af tidligere, men nu overvundne, sygdomme. En lys og klar senehinde signalerer derfor også ungdom.
Det kræver ikke meget fantasi at se, hvordan en lys senehinde kan have været et ganske attraktivt træk hos vores forfædre. Den signalerer både ungdom og sundhed og dermed formodentlig også frugtsommelighed, levedygtighed og modstandskraft over for sygdomme.
Den lyse senehinde kan pga. sin sammenhæng med alder endvidere have spillet en vigtig rolle i forbindelse med menneskets selvtæmning. Et af de karakteristiske træk ved mennesket er, at vi er ”pædomorfe”, dvs. at mange af vores ungdommelige træk bevares forholdsvis langt op i alderen sammenlignet med andre primater. Dette er endnu et træk, vi deler med de fleste tamdyr.
I takt med at vores forfædre begyndte at foretrække fredelige og omgængelige partnere, som var kendetegnet ved deres prosociale, ungdommelige og legende væsen, har senehinden kunnet spille en rolle som et signal om en ungdommelig fysik – og formodentlig også et ungdommeligt sind.
Ovenstående betragtninger bekræftes af et nyt studie, hvor man bad en række forsøgspersoner om at vurdere manipulerede billeder af en fiktiv menneskelig forfader, som var konstrueret som et gennemsnit af de fortidsmennesker, vi normalt antager, har været menneskets forfædre. Disse billeder var manipulerede på en sådan måde, at de forskellige individer fremstod med henholdsvis mørkere eller lysere øjne (dvs. senehinde).
Forskerne bad nu forsøgspersonerne om at vurdere:
1) Hvor gamle de var
2) Hvor attraktive de fremstod (for en potentiel partner af samme art)
3) Hvor aggressive de virkede
4) Hvor sunde de så ud til at være
5) Hvor tillidsvækkende de virkede.
Det bemærkelsesværdige ved dette forsøg var, at der kunne konstateres en signifikant forskel mellem bedømmelserne af individerne med mørkere og lysere øjne for alle de valgte kriterier.
Individer med en lysere senehinde virkede yngre, sundere, mere attraktive og tillidsvækkende og mindre aggressive end identiske individer med mørkere øjne.
Omvendt virkede individer med mørkere senehinde ældre, mindre sunde og mindre attraktive og tillidsvækkende samt mere aggressive end tilsvarende individer med lysere øjne.
Denne markante forskel på alle de målte parametre tolker forskerne sådan, at det lyse i vores øjne ikke blot er et tegn på sundhed eller ungdommelighed. Der er også en sammenhæng mellem disse træk og de træk, som er kendetegnende for menneskets selvtæmning.
Når lysere senehinde ikke blot vurderes som forbundet med sundhed og ungdommelig (og dermed også gør indehaveren mere attraktiv), men også med mere psykologiske træk som aggressivitet eller hvor tillidsvækkende, et individ fremstår, skyldes det, at der er en tæt forbindelse mellem disse psykologiske træk og udviklingen af pigment. Denne forbindelse er tæt koblet til de forandringer, som skete med mennesket i forbindelse med vores selvtæmning.
Det er karakteristisk for tamdyr, at de ofte har en lysere pels end deres stamform eller (endnu mere udbredt) en hyppig forekomst af hvide pletter i en ellers mørk pels. Dette menes at være et resultat af, at de er avlet efter tamhed, dvs. mindre aggressiv adfærd.
Sammenhængen skyldes, at pigmentcellerne hos pattedyr udvikles af de samme neuralkamceller, som er involveret i udviklingen af de celler i binyremarven, som udskiller adrenalin, der indgår som en del af en reaktiv aggressiv reaktion. I takt med at denne reaktion nedtones, når man i forbindelse med tamavl udvælger de mindst udadreagerende individer (som må antages at have den laveste udskilning af adrenalin fra binyrebarken), bliver den tilgængelige mængde af pigment også nedsat.
Dette resulterer hos tamdyr som sagt i en lysere pels eller lyse pletter i pelsen. Vi mennesker har som bekendt ikke pels i traditionel forstand. Til gengæld kan den samme nedsættelse af pigment i udvikling af vores organisme have haft betydning for øjnenes farvning. De lyse øjne med den klare hvide senehinde har derfor ikke blot fungeret som et signal om, at ejeren var sund og rask eller ung og rørig. De har heller ikke kun fungeret som et signal om, hvad ejeren havde sin opmærksomhed rettet mod. De kan desuden have været et signal om, at ejeren selv havde en mindre aggressiv og udadreagerende (og dermed også mere tillidsvækkende) adfærd.
Hos de fleste dyr anvendes øjnene typisk som et led i aggressiv adfærd, hvor et fast blik kan bruges som en direkte fysisk trussel. Så snart denne aggressive tendens blev overvundet som et led i vores selvtæmning, begyndte øjne og blikretning i stedet at blive anvendt som et redskab til positiv social kommunikation. Øjnene kunne nu fortælle om, hvad vores opmærksomhed var rettet mod, og røbede dermed vores tanker og intentioner. En ny form for ærlighed.
Som beskrevet ovenfor kunne øjnene imidlertid også fortælle vores forfædre noget om, hvilken type person et andet menneske var, og hvilken sundhedstilstand han eller hun befandt sig i.
Øjnene blev ikke blot sjælens spejl, men også et spejlbillede af vores biologiske udvikling.
Referencer:
Wacewicz S, Perea-García JO, Lewandowski Z, Danel DP (2022) The adaptive significance of human scleral brightness: an experimental study. Scientific Reports 12: 20261.
Kramer SS, Russell R (2022) A Novel Human Sex Difference: Male Sclera Are Redder and Yellower than Female Sclera. Archives of Sexual Behavior 51: 2733-2740.