Der står en kvinde bag alt
Historien om Adrienne Zihlman og hvordan der kom mere fokus på kvindernes rolle i udviklingshistorien.
Som beskrevet i kapitel 2 af Menneskedyret (s. 29 ff.) er naturen kompleks. Traditionelt er historien om mennesket primært blevet fortalt på en måde, som har fremhævet mændenes bedrifter, f.eks. ved at fokusere på jagt eller krig. Men der er ingen tvivl om, at menneskets evolution et resultat af både hanners og hunners, mænds og kvinders, adfærd. I de senere år er der heldigvis kommet stadig stigende fokus på, hvordan kvinderne også har spillet en helt afgørende rolle i vores udvikling.
Det at sætte fokus på kvindernes rolle i vores udviklingshistorie er dog ikke noget nyt fænomen. En af de personer, som allerede tidligt begyndte at henlede opmærksomheden på, hvordan kvinder har spillet en mindst lige så stor rolle i vores udvikling som mænd, er antropolog Adrienne Zihlman.
Zihlman gjorde allerede i 1970’erne op med den på det tidspunkt udbredte myte om, at mennesket hurtigt udviklede sig til at blive overlegne jægere, og at det hang sammen med udviklingen af vores store hjerner. I stedet for at vi hurtigt kom til at dominere savannen med overlegne jagtegenskaber, er den historie, som dominerer i dag, i stedet historien om, hvordan vi er gennemløbet en mere langstrakt udvikling fra ådselæder og selv bytte for de store rovdyr, før vi mestrede jagtens kunst.
I den sammenhæng har Zihlman og andre forskere påpeget, at kvinderne som i mange af de nutidige jæger-samler-samfund ofte er ansvarlige for at indsamle spiselige rødder, bær og frugter, kan have bidraget væsentligt til de tidlige forhistoriske menneskers livsgrundlag. Det bytte, som blev nedlagt ved jagt, kan have været et velkomment supplement til en kost, som mestendels blev leveret af kvinder ved hårdt og møjsommeligt arbejde. Lidt ligesom når det i dag gerne er manden, der står ved grillen ved festlige lejligheder, mens det er konen, der står for det daglige måltid og for at smøre madpakker til ungerne.
I forlængelse af sin kritik af den klassiske ”jægerhypotese”, dvs. forestillingen om, at mennesket tidligt var det dominerende dyr på savannen, og at det først og fremmest var tilgængeligheden af kød som følge af jagt, som drev menneskets udvikling, har Zihlman også fremsat flere forskellige teorier om kvindernes rolle i menneskets udviklingshistorie. Zihlman slår således til lyd for, at den interne gruppestruktur hos vores forfædre først og fremmest var bygget op omkring deling af den mad, som gruppen i fællesskab havde skaffet til veje. Som leverandører af en væsentlig del af denne føde, primært gennem indsamling af rødder, nødder, frugter og bær, har denne fordeling i Adrienne Zihlmans øjne formentlig været centreret omkring gruppens kvinder, som dannede en tæt enhed, mens mændene har været mere løst tilknyttet gruppen. Det har derfor været en stærk selektion for hvilke mænd, der passede bedst ind i gruppen.
Som det tydeligt fremgår, stemmer Zihlmans tanker udmærket overens med nyere forestillinger om menneskets evolutionære udvikling, som da også i vidt omfang er inspireret af Zihlmans arbejde (og for den sags skyld også af andre mere feministiske teorier om menneskets udvikling).
Som en forlængelse af den centrale rolle kvinderne spillede i de tidlige menneskers sociale liv, forestiller Zihlman sig desuden, at det med al sandsynlighed har været kvinderne snarere end mændene, som har stået for udviklingen af de nyskabelser, som i forhistorisk tid bragte menneskets udvikling fremad, f.eks. i form af udvikling af nye metoder til at tilberede maden, skaffe husly eller frembringe klæder, som tillod mennesker at overleve i koldere klima end det oprindelige afrikanske.
Skal man føre denne tanke til ende, kunne man spekulere i, om der er en sammenhæng mellem den feminisering, som er sket med det moderne menneske, hvor mændene har udviklet mindre tydelige maskuline træk, og at mændene i stigende grad bidrog til og måske endda gradvist overtog den rolle som innovatorer, som oprindeligt var kvindernes? I hvert fald finder man i historisk tid en tydelig tendens til, at det er mænd, der hyldes som kilder til menneskets nyskabelser, om ikke andet så i hvert fald i deres egen selvforståelse, hvorimod kvindernes bidrag ofte overses i de historiske kilder.
Mens Zihlmans teorier i sin tid var et velkomment nybrud med den tidligere meget mandsfikserede vanetænkning, så er virkeligheden nok snarere den, at det kun i begrænset grad giver mening at fremhæve det ene køns bidrag som mere væsentligt end det andets. Sobert betragtet er det åbenlyst, at begge køn har bidraget aktivt til menneskets udvikling på hver deres facon og samtidig har været fælles om f.eks. oprettelsen af den sociale gruppestruktur, som danner et væsentligt udgangspunkt for menneskets selvtæmning.
En af grundstenene i Zihlmans beskrivelse af menneskets forhistoriske udvikling er, hvordan de tidlige fortidsmenneskers øgede omsorg for afkommet var en forudsætning for, at de stadig mere påvirkelige menneskebørn kunne modtage den kærlige opvækst, som er af afgørende betydning for udviklingen af vores prosociale adfærd på det individuelle plan. Her fremhæver Zihlman først og fremmest mødrenes rolle. Zihlmans tanker kan i den henseende ses som en forløber for biolog Jeremy Griffiths teorier om, hvordan en kærlig opvækst (eller “kærlighedsindoktrinering”, eng. love indoctrination) er forudsætningen for udviklingen af menneskets prosociale egenskaber.
På trods af dette sammenfald er de konsekvenser, som de to drager af denne sammenhæng, dog på flere områder vidt forskellige. Zihlmans fokus er således på, hvordan samspillet mellem særligt mødre og børn er en af forudsætningerne for, at mennesket har kunnet udvikle evnen til at tale et grammatisk sprog og udvikle en symbolsk repræsentation af den verden, vi lever i.
Zihlmans forestillinger og teorier om menneskets udvikling centrerer sig hverken om tæmning eller selvtæmning. Ikke desto mindre er der flere elementer, som stemmer udmærket overens med flere af de forestillinger, som knytter sig til teorien om menneskets selvtæmning, ikke mindst når det gælder kvindernes rolle. En af disse elementer er hendes overbevisning om, at bonoboerne kan lære os mere om, hvordan vores fælles forfader med chimpanserne kan have set ud, end den almindelige chimpanse kan.
I de senere år har Zihlman særligt fokuseret på menneskets fysiske og anatomiske udvikling, og hvordan vi adskiller sig fra vores nærmeste familie blandt menneskeaberne, dvs. chimpanser, gorillaer, orangutanger og gibboner. Hendes fokus er også i denne sammenhæng bl.a. på den vigtige betydning af kønsforskelle. Samtidig har hun bevidst arbejdet ud fra en overbevisning om, at studiet af hele kroppen og ikke blot særskilte muskler eller knogler er nødvendig for at kunne skabe nye og veldokumenterede teorier menneskeabers og fortidsmenneskers liv og adfærd.
Referencer:
Tanner N, Zihlman A (1976) Women in Evolution. Part I: Innovation and Selection in Human Origins. Signs: Journal of Women in Culture and Society 1: 585-608.
Zihlman AL (1978) Women in Evolution, Part II: Subsistence and Social Organization among Early Hominids. Signs: Journal of Women in Culture and Society 4: 4-20.
Zihlman AL, Cronin JE, Cramer DL, Sarich VM (1978) Pygmy chimpanzee as a possible prototype for the common ancestor of humans, chimpanzees and gorillas. Nature 275: 744–746.
Zihlman AL (1981) Women as shapers of the human adaptation. – i: Dahlberg F (red.) Woman the Gatherer. Yale University Press: New Haven, s. 75-120.
Borchert CM, Zihlman AL (1990) The ontogeny and phylogeny of symbolizing. – i: Foster ML, Botscharow LJ (red.) The Life of Symbols. Westview Press.
Zihlman A (1997) The Paleolithic Glass Ceiling: Women in human evolution. – i: Hager L. (red.) Women In Human Evolution. Routledge, London, s. 91-113.
Hart D, Sussman RW (2005) Man the Hunted: Primates, Predators, and Human Evolution. Westview Press, Boulder.
Bolter DR, Zihlman AL (2022) Chapter 15: Evolution of human growth. – i: Cameron N, Schell LM (red.) Human Growth and Development. Tredje udgave. Academic Press, s. 425-448.