Den selvtæmmede høne
Hvordan vores tamdyr har spillet en afgørende rolle i deres egen domesticering
Historien om domesticerede dyr fortælles gerne som historien om, hvordan vi mennesker aktivt indfangede vilde dyr og gjorde dem tamme gennem målrettet avl på de mest omgængelige individer. Gennem de senere år er der imidlertid kommet større og større fokus på dyrenes egen rolle i den proces, som med tiden skulle føre til deres domesticering.
I kapitel 5 af Menneskedyret beskriver jeg flere af de dyr, som ikke blev gjort tamme som et resultat af menneskets avl, men derimod langsomt ændrede deres natur som en konsekvens af det tætte samliv med mennesket. Et eksempel på et sådant dyr er tamkatten, som inden den blev en fast del af vores husholdning, levede et liv som aktiv jæger af mus og rotter omkring vores kornlagre. Et andet eksempel er husmusen selv. Mus har været alt andet end velset gennem landbrugshistorien, men de har ikke desto mindre ændret udseende og natur på lignende vis som vores tamdyr gennem det tætte samliv med mennesket.
Eksempler på dyr, som har spillet en aktiv rolle i historien om deres egen tæmning, begrænser sig dog hverken til katte, mus eller nogle af de andre dyr, som har levet i vores nærhed. Det samme gør sig også gældende for dyr, som tæller blandt de mere traditionelle husdyr.
Et af de vigtigste af alle vores husdyr er tamhønsene. Høns udmærker sig ikke blot ved at være den mest talrige tamfugl i verden, men også ved at være det mest talrige af alle husdyr. Man regner med, at der på ethvert givet tidspunkt lever i omegnen af 30 milliarder høns på Jorden, dvs. mange gange flere end det mest talrige tamme pattedyr, mennesket. Hønsenes betydning for mennesket er enorm, ikke mindst fordi de både giver os æg og kød. I forbindelse med klimakrisen synes deres betydning blot at blive større, da de har et væsentligt mindre klimaaftryk end de fleste andre tamdyr, hvis kød vi gladelig spiser, såsom køer, får og grise.
Fra historisk tid kender vi utallige eksempler på, hvordan man har systematiseret og organiseret avl af høns og ikke mindst udrugning af de æg, man ikke brugte til at spise. Fra antikke civilisationer som det gamle Egypten kender man store æggerugerier, som blev opvarmet af ovne. På denne måde kunne man kunstigt avle et stort antal kyllinger. Rugerierne har krævet en omfattende organisering og store mængder af brænde.
Når det gælder hønsenes domesticering, peger alt imidlertid på, at menneskets rolle indledningsvis var langt mindre aktiv, end den senere organiserede hønseavl lader ane. Tværtimod ser det ud til, at hønsenes samliv med mennesket er begyndt på en måde, som kan minde om den, jeg har beskrevet for musene ovenfor (og i min bog, Menneskedyret).
Et af de seneste og mest omfangsrige studier af tamhønsenes oprindelse viser, at tamhønsene blev tamdyr væsentligt senere end de fleste af de øvrige tamdyr. De ældste sikre tegn på, at hønsene er blevet gjort tamme, er således omkring tre et halvt tusind år gamle, dvs. fra omkring år 1250 til 1650 f.v.t. Det skete efter alt at dømme et sted i det centrale Thailand, som er en del af tamhønsenes vilde stamform, bankivahønens, oprindelige udbredelsesområde.
Studierne viser endvidere, at tamhønsenes udbredelse følger i fodsporet på dyrkningen af hirse og ris i Sydøstasien og Kina. Alt i alt peger hønsenes historie med mennesket på, at deres domesticering formodentlig er blevet indledt ved, at de vilde junglehøns er flyttet ind i nærheden af vores lagre af hirse og ris, hvor de mest eventyrlystne og mindst sky høns har taget for sig af varerne. Dermed er der opstået en population af høns, som accepterede mennesket nærhed. Først dernæst besluttede vi at optage hønsene i vores husholdning og avle dem mere målrettet som andre tamdyr, primært efter en øget ægproduktion.
Dette er en markant anderledes historie end den traditionelle forestilling om, at mennesket indledte tamhønens tæmning ved aktivt at indfange vilde junglehøns fra deres oprindelige levesteder og avle målrettet på dem.
Hønsenes historie er langtfra enestående. Gennem de senere år har flere studier åbnet vores øjne for, at overgangen fra livet som vild dyreart til tamdyr var mere gradvis og mindre styret af mennesket, end vi tidligere har troet. Det gælder f.eks. grisen, som man i dag antager, gradvist nærmede sig menneskets bopladser og tog for sig af retterne fra vores møddinger og affaldsdynger på samme måde, som hundene formodentlig gjorde det endnu tidligere. Det førte til, at grisene i en længere periode levede i vores nærhed, hvor de lejlighedsvis blev jaget og slået ihjel for deres kød, men endnu ikke blev holdt som egentlige husdyr bag hegn og slå.
Gennem den første periode af grisens domesticering var der dermed ikke nogen menneskelig kontrol med hvilke individer, der parrede sig og blev forfædre til de kommende generationer, som med tiden udviklede sig til vores tamsvin. Den indledende udvælgelse efter temperament, som skulle føre til, at de notorisk aggressive grise med tiden udviklede sig til de mere omgængelige tamsvin, foregik dermed uden vores aktive indblanding. I stedet skete der en gradvis udvælgelse, hvor de mest nysgerrige og omgængelige svin af sig selv opsøgte mennesket – og ikke mindst vores madrester.
Noget lignende har øjensynligt været tilfældet for geden. Her spiller en sæsonbestemt adfærd også ind, idet de vilde gedeflokke i takt med årstidernes gang oprindeligt bevægede sig op og ned ad bjergskråningerne i Zagrosbjergene, som omgiver den frodige halvmåne, hvor geden ligesom de fleste af vores mest betydningsfulde tamdyr blev domesticeret. Med tiden blev disse gedeflokke opdelt i geder, man jagede for deres kød, og geder, som endte med at blive stamform for vores tamgeder. Selve domesticeringen startede dog formodentlig på den klassiske facon ved, at man kidnappede de små kid og opfostrede dem, indtil de var store nok til at slagte.
Både hønsenes, grisenes og gedernes historier er med til at tegne et billede, hvor de første skridt af vores tamdyrs og husdyrs domesticering foregik med langt mindre menneskelig indblanding, end man traditionelt har antaget. Om man vil gå så langt som til at kalde disse indledende skridt mod en liv sammen med mennesket for en form for selvtæmning, er et spørgsmål om smag og behag.
Selvom flere af vores husdyr har spillet en større rolle i deres egne tæmning, end vi er vant til at tillægge dem, er der stadig et stykke vej til den form for selvtæmning, som vi finder hos mennesket og vores nærmeste familie, bonoboerne, hvor det er udvælgelsen af de mest omgængelige partnere, som i vidt omfang har drevet ændringen af vores temperament til det mere omgængelige.
Ikke desto mindre er menneskets rolle som den eneste aktive part i tamdyrenes domesticering lige så langsomt ved at blive skrevet om i disse år.
Referencer:
Peters J et al. (2020) The biocultural origins and dispersal of domestic chickens. Proceedings of the National Academy of Sciences USA 119: e2121978119.
Price M, Hongo H (2020) The Archaeology of Pig Domestication in Eurasia. Journal of Archaeological Research 28: 557–615.
Daly KG et al. (2021) Herded and hunted goat genomes from the dawn of domestication in the Zagros Mountains. Proceedings of the National Academy of Sciences USA 118: e2100901118.
Stiner MC et al. (2022) An endemic pathway to sheep and goat domestication at Aşıklı Höyük (Central Anatolia, Turkey). Proceedings of the National Academy of Sciences USA 119: e2110930119.
Bogaard A et al. (2021) Reconsidering domestication from a process archaeology perspective, World Archaeology 53: 56-77.