De gamle mænds klub
Kan vores fortid forklare, hvorfor mænd så ofte er overrepræsenterede i magtfulde institutioner?
En af de mere bemærkelsesværdige konsekvenser af menneskets selvtæmning er, at den muligvis kan forklare, hvorfor der er et misforhold mellem de to køn og deres repræsentation inden for de samfundsinstitutioner, som er med til at sikre opretholdelsen af fred og sikkerhed i vores moderne samfund. I det omfang man tidligere har forsøgt at finde en evolutionær forklaring på, at mænd ofte er og i særdeleshed har været overrepræsenteret i parlamenter, bestyrelser, offentlige råd og andre magtfulde organer, har udgangspunktet typisk været, at det udspringer af mandens overlegne fysiske styrke og dermed har tråde tilbage til tider, hvor fysisk magt har været afgørende for også at sikre politisk magt. I lyset af selvtæmningens fokus på, hvordan menneskelige hierarkier allerede tidligt skiftede fra at være baseret på fysisk magt til en situation, hvor man som enkeltindivid i højere grad var afhængig af evnen til at skabe alliancer, har denne forklaring mistet en væsentlig del af sin i forvejen yderst begrænsede forklaringskraft.
Hovedarkitekten bag forestillingen om menneskets forhistoriske selvtæmning, primatolog og antropolog Richard Wrangham, har fremsat en anden, øjenåbnende teori om, hvorfra den historisk skæve fordeling mellem mænd og kvinder i mange af samfundets vigtigste organer kan stamme. Hans udgangspunkt er de alliancer mellem hanner, som i sin tid var medvirkende til at omstyrte dominansen fra en eller få individer til fordel for et hierarki opbygget af omfattende alliancer. Man taler i den forbindelse gerne om et ”omvendt dominanshierarki”, hvor de mere gennemsnitlige mænd slår sig sammen for at sikre, at fysisk stærkere mænd, som måske er mere fremme i skoene, ikke overtager magten i gruppen.
Tanken er nu, at denne konstruktion er fortsat op i historisk tid, hvor sådanne alliancer mellem mænd har været medvirkende til at etablere mange af de institutioner, som har været afgørende for opretholdelsen af lov og orden. Det er bl.a. sket gennem oprettelsen af retssystemer og religioner, som følgelig også primært har været måder at sikre mandlige interesser som f.eks. magt og status.
Wranghams påstand er, at når vi stadig ser mandlige alliancer bag mange af de magtfulde organisationer og institutioner den dag i dag, så er det en historisk arv, som har rødder dybt tilbage både i historien og forhistorien. En sådan form for mandlig dominans ses mange steder i samfundet. Inden for flere videnskabelige discipliner er man for tiden i færd med at undersøge og diskutere, i hvor høj grad de domineres af magtfulde ”mandeklubber”, dvs. alliancer mellem mænd i særlige magtfulde positioner, som har stor betydning for, hvem der kan komme til fadet.
Forestillinger som disse giver for så vidt god mening al den tid, at man i jægersamlersamfund også ofte vil opleve, at det er de ældre mænd, som i fællesskab er ansvarlige for at opretholde den orden, som er nødvendig for samfundets trivsel. Set i dette lys kan grundlaget for menneskelige lov, inkl. morallove, ses som en forlængelse af de interne regler, som disse mandlige alliancer har nedlagt for sig selv og de øvrige medlemmer af samfundet.
Det kan være en af årsagerne til, at en vigtig del af alle historiske moralske forestillinger ikke kun er som individ at opføre sig ordentligt, men også at vedligeholde sin troskab og loyalitet over for den alliance, man indgår i. Det opfattes med andre ord som moralsk forkasteligt at tale eller arbejde imod den magtgruppering eller klike, man er en del af. Kontrollen over vores individuelle adfærd kan således være udsprunget af et system, hvor det er fællesskabet – og i særdeleshed fællesskabet af aldrende mænd – som har haft det sidste og afgørende ord.
Om dette bør få os til at droppe hele forestillingen om, at der findes almengyldige moralske regler, som nogle forskere har foreslået, eller blot indse, at der om oftest altid vil være tale om love, som er kraftigt præget af de interessegrupper, som har udformet dem, må være op til ens egen vurdering.
Når man har at gøre med forestillinger som ovenstående, gælder det som altid at holde tungen lige i munden. Der er desværre en udbredt forestilling om, at hvis man kan spore en tendens tilstrækkeligt langt tilbage i vores udviklingshistorie, så må det betyde, at der er tale om en uomgængelig del af vores natur, som vi ikke kan ændre på, men blot må acceptere. Som historien om menneskets selvtæmning viser, er noget af det særlige ved mennesket netop, at vi ikke er ensidigt defineret af vores natur. Vi kan ikke blot ændre vores natur over tilstrækkeligt lange tidsperioder, men også inden for en kortere tidsramme påvirke, hvordan vores medfødte egenskaber kommer til udtryk.
Vi kan kort sagt ikke afgøre, om noget er godt eller skidt alene ved at se på, hvor langt tilbage i vores fortid det kan spores.
Hvad angår betydningen af mandlige alliancer, er der næppe nogen tvivl om, at de har haft stor betydning både i menneskets forhistorie og op i historisk tid. De har tjent et vigtigt formål i vores udviklingshistorie, hvor de kan have været med til at installere det omvendte hierarki, hvor flokken går forud for den individuelles styrke. Det er bare ikke det samme, som at hævde, at de stadig er hensigtsmæssige – og slet ikke i alle situationer. Der kunne lige så godt være tale om et unyttigt levn fra vores fortid, som ikke passer ind i det moderne samfund.
Et af menneskehedens store udfordringer, før som nu, er, hvordan vi forvalter tendensen til, at magt centreres hos magtfulde alliancer, primært bestående af mænd – det, som siden er blevet beskrevet som det legendariske ”patriarkat”. Det handler ikke om at gøre op med tendensen til, at vi arbejder sammen for at nå fælles mål. Det, som er det afgørende, er derimod, hvordan vi gør op med det magtmonopol, som desværre ofte opstår i kølvandet på sådanne succesfulde alliancer.
Historien har været fyldt med tyranner og despoter. Men i modsætning til den dybe forhistorie, hvor vi gjorde op med enkeltpersoner, som tyranniserede gruppen, har der bag alle nutidens og historiens despoter stået alliancer og interessegrupper, som har hjulpet tyrannen til magten. Det er de skjulte hjælpere, som udgør den nye trussel frem for kransekagefiguren alene.
Vil man modarbejde tyranni og diktatur, er det dermed ikke nok kun at gå efter personen. Hvis vi ville redde verden, er løsningen ikke, som science fiction-bøgerne foreslår, at rejse tilbage i tiden og slå Hitler ihjel. Det er derimod at forhindre og modarbejde alle de folk, som arbejder i kulisserne for at promovere og understøtte diktatorer og despoter for egen vindings skyld. Det gælder før som nu.
Når vi i disse år oplever en stærk opblomstring af konspirationsteorier og manglende tillid til politikere, myndighedspersoner og offentlige institutioner, kan det udmærket være et udslag af en for så vidt sund skepsis over for magtfulde alliancer, som kan have rødder dybt i vores forhistorie og i vores natur. Det betyder ikke, at selve tilsynekomsten af denne modstand er hensigtsmæssig. Men måske er den ikke så uforklarlig, som den ofte virker. Måske er vi født med frygten for den skjulte alliance, som udgør en af de største trusler mod vores frihed og selvstændighed?
Skal vi tage selvtæmningens udviklingshistorie som forbillede, så er den stærkeste modvægt til det mandsdominerede hierarki et samfund baseret på forstærkning af prosociale tendenser, som på den ene side overflødiggør den form for fysiske magt, som er kendetegnende for mandlige alliancer, og som på den anden side selv kan virke som en bastion mod alliancernes overdrevne selvinteresse.
I forhistorien var denne styrkelse af de prosociale tendenser efter alt at dømme centreret omkring kvinderne og deres rolle i de små menneskegrupper. Spørgsmålet er, om det ikke i dag er blevet et fælles projekt, som går på tværs af køn og alder?
Referencer:
Hudson VM, Bowen DL, Nielsen PL (2020) The First Political Order How Sex Shapes Governance and National Security Worldwide. Columbia University Press.
Wrangham R (2021) The Execution Hypothesis for the Evolution of a Morality of Fairness. – i: Etica & Politica / Ethics & Politics XXIII/2. EUT Edizioni Università di Trieste, Trieste, s. 261-282.
Massen JJM, Bauer L, Spurny B, Bugnyar T, Kret ME (2017) Sharing of science is most likely among male scientists. Scientific Reports 7: 12927.
Van de Velde F, Heller B (2020) The data do not support the existence of an 'Old Boy network' in science. Some critical comments on a study by Massen et al. Scientific Reports 10: 13784.
Massen JJM, Bauer L, Spurny B, Bugnyar T, Kret ME (2020) Reply to: "The data do not support the existence of an 'Old Boy network' in science. Some critical comments on a study by Massen et al." Scientific Reports 10: 13783.
Paley C (2021) Beyond Bad: How Obsolete Morals Are Holding Us Back. London: Hodder & Stoughton.