Af samme køn
Om selvtæmning og homoseksualitet
I takt med at teorien om menneskets selvtæmning spreder sig til flere og flere grene af videnskaben, bliver den også brugt til at forklare flere og flere aspekter af menneskets natur. Et af de fænomener, man har forsøgt at forklare på denne måde, er homoseksualitet.
Ved første øjekast kan det virke besynderligt. For hvad er der egentlig at forklare?
Som man ved selvsyn kan konstatere, føler en forholdsvis stor procentdel af alle mennesker primært romantiske og/eller seksuelle følelser over for personer af samme køn som dem selv. Homoseksuel adfærd er også vidt udbredt i dyreriget og efterhånden dokumenteret hos mere end 500 forskellige dyrearter fra så godt som alle større dyregrupper. Homoseksualitet synes med andre ord at være et ganske naturligt forekommende fænomen.
Set med evolutionsbiologiske briller udgør homoseksualitet (og ikke mindst dens store udbredelse) ikke desto mindre et mysterium. Ud fra et rent evolutionært perspektiv er problemet til at få øje på: Hvordan skulle en seksuel adfærd, som ikke fører til levedygtigt afkom, være opstået og have spredt sig i løbet af udviklingshistorien? Homoseksualitet passer kort sagt ikke ind i de traditionelle evolutionsteoretiske forestillinger om seksualitet og forplantning.
Gennem de senere årtier har der været flere forsøg på at forklare sig ud af dette problem. En del tager udgangspunkt i et begreb, som kaldes slægtsskabsselektion. Det henviser til, at en bestemt adfærd kan etablere sig i en given population, selvom den ikke kommer det individ til gode, som udviser adfærden, hvis den til gengæld er til gavn for nært beslægtede individer, som deler de fleste af dette individs gener.
Tanken er, at tilstedeværelsen af homoseksuelle individer skulle være til gavn for deres slægtninges langsigtede overlevelse, fordi de kan vie en større del af deres energi på at opfostre andres afkom, når de ikke selv har børn at tage vare på. Ifølge denne forklaringsmodel er homoseksualitet altså opstået, fordi det er en effektiv måde at bidrage til fællesskabet og familien på.
En anden forklaring tager udgangspunkt i, at homoseksualitet sjældent er et spørgsmål om alt eller intet. De fleste dyr udviser kun homoseksuel adfærd i bestemte perioder af deres liv, mens de i den øvrige tid kurtiserer og forplanter sig med det modsatte køn. Det gælder bl.a. for gråænder, som tæller blandt de dyr, hvor homoseksualitet er mest udbredt, særligt blandt hannerne, andrikkerne. I perioden fra parringen og indtil hunnen har udruget æggene, lever ænderne sammen i traditionelle par af han og hun, mens hannerne resten af tiden hyppigt udviser homoseksuel adfærd.
En eksklusiv homoseksuel interesse for andre individer af samme køn ses stort set kun hos væddere, hvor den til gengæld kan være så udtalt, at de ikke udviser nogen seksuel interesse for hunner. Det er i den sammenhæng værd at huske på, at får er tamdyr og kan have gennemgået en tæmning, som har påvirket deres seksuelle præferencer.
I forlængelse af ovenstående overvejelser fremhæves det ofte, at homoseksualitet langtfra altid er eksklusiv blandt mennesker hele livet igennem. Mange homoseksuelle udviser en vis interesse for det modsatte køn og vil formelt kunne betragtes som biseksuelle. Ofte vil der være tale om, at de seksuelle præferencer ændrer sig i løbet af livet, alt afhængigt af den aktuelle partner. Ud fra en klassisk evolutionsteoretisk tankegang forklarer det forekomsten af homoseksualitet på den måde, at man stadig vil være i stand til at føde eller få børn, selvom man udviser homoseksuel adfærd på andre tidspunkter i livet. I dette lys er homoseksualitet altså ikke længere mystisk, men blot et supplement til den almene form for pardannelse og forplantning mellem de to forskellige køn
En bedre forklaring vil måske være, at seksualadfærd langtfra udelukkende er koblet direkte til forplantning, men også tjener andre funktioner, selv i dyreriget. Det er med andre ord i sig selv en myte, at sex udelukkende har forplantning som mål.
De fleste af ovenstående forklaringsmodeller er baseret på en forestilling om, at det eneste, som ville kunne forklare forekomst af homoseksualitet, er en direkte eller indirekte gavn for spredningen af bestemte individers arvemateriale, hvad enten der er tale om den homoseksuelle selv eller dennes nærmeste familie. Men måske er dette en misforståelse. Måske udspringer homoseksualiteten i stedet af nogle andre mekanismer, som ikke er relateret direkte til forplantning?
Det er her, teorien om menneskets selvtæmning kommer ind i billedet.
En af de forskere, som har slået til lyd for en forbindelse mellem homoseksualitet og menneskets selvtæmning, er antropolog Richard Wrangham. Wrangham er ikke en hr. hvem-som-helst, når det gælder teorien om menneskets selvtæmning, idet han har været hovedansvarlig for udformningen af teorien om, hvordan afstraffelse af despotiske individer via en oprettelse af alliancer mellem mindre dominerende hanner har været med til at forme vores sociale adfærd.
Wrangham har plæderet for, at homoseksualitet er et resultat af den nedsatte aggression, som har været en væsentlig faktor i menneskehedens selvtæmning. Ifølge hans teori skyldes den øgede forekomst af homoseksualitet blandt mænd primært en sænkning af niveauet af det mandlige kønshormon, testosteron, som led i den forandring, som er sket med menneskets sociale natur.
Nøgternt betragtet er der flere problemer med en sådan forestilling. Teorien om, at homoseksualitet skulle skyldes et lavere niveau af testosteron, som resulterer i en form for ”feminisering” af visse mænd, har vist sig at være svær, hvis ikke umulig, at understøtte videnskabeligt. Ja, faktisk er der flere studier, som i stedet har peget på en sammenhæng mellem homoseksualitet og et forhøjet niveau af testosteron. Men heller ikke her er billedet entydigt.
Den afgørende svaghed er dog, at Wranghams teori udelukkende ville kunne forklare mandlig homoseksualitet. Det er i øvrigt ikke kun en udfordring for Wranghams teori, men et generelt problem inden for forskning i homoseksualitetens mulige årsager: Der er en udbredt mangel på teorier eller studier, som også forklarer, hvorfor homoseksualitet er opstået og er så relativt udbredt blandt kvinder.
Gennem de senere år er der fremkommet flere mere nuancerede bud på, hvordan homoseksualitet kan være blevet en del af det moderne menneskes natur. Et af disse bud er blevet fremsat af antropolog Brian Hare og neuroetolog Andrew B. Barron og tager ligesom Wranghams teori udgangspunkt i menneskets selvtæmning. Men resultatet er noget anderledes.
Ifølge disse nye teorier hænger homoseksualitet ikke sammen med en eventuel forskydning af niveauet af kønshormoner som resultat af et nedsat aggressionsniveau. Den øgede forekomst af homoseksuel orientering menes derimod at hænge sammen med de forandringer af menneskets sociale natur, som er fulgt i kølvandet på vores selvtæmning.
Teorien er, at der hos de tidlige menneskegrupper har været et øget behov for samarbejde mellem individer af sammen køn, som har skullet udføre forskellige arbejdsopgaver sammen, hvad enten der er tale om jagt, indsamling af bær, frugter eller nødder eller nogle af de arbejdsopgaver, som var mere tilknyttet bopladsen, f.eks. opretholdelse af bålet gennem indsamling af kæppe og brænde osv. I modsætning til de mere selvstændige menneskeaber, hvor hvert individ i højere grad tager vare på sig selv, har mennesket måttet lære at arbejde tæt sammen.
Tanken er, at de sociale bånd, som både er opstået i en sådan sammenhæng, og som har været en forudsætning for dette samarbejde, har dannet grundlag for, at der også har kunnet opstå en øget seksuel tiltrækning mod ens eget køn.
Man kan sammenligne situationen med den tilknytning, som sker mellem individer af samme køn hos mange forskellige sociale pattedyr, når ungdyrene forlader deres oprindelige flok og i stedet søger sammen i flokke af yngre individer af samme køn, indtil de får mulighed for enten af oprette deres egen flok eller overtage eller blive optaget i en allerede eksisterende flok.
På samme måde kan tiltrækning mellem individer af samme køn udspringe af mekanismer, som sikrer en social sammenhængskraft i sådanne midlertidige grupper af unge individer. Det er i hvert fald ikke svært at se en parallel mellem disse grupper af ungdyr og menneskelige teenagere, der oftest færdes i flok, gerne opdelt efter køn. Det er nok heller ikke tilfældigt, at eksperimenterende seksualadfærd oftere finder sted i denne alder.
Følger man denne tanke til ende, skyldes homoseksualitet altså et øget fokus på den sociale sammenhængskraft mellem individer af samme køn, som særligt i de unge år er afhængige af at kunne danne et velfungerende fællesskab for at kunne udføre de arbejdsopgaver, som kræver flere individers tætte samarbejde for at lykkes.
Hare og Bannons forestillinger ligger helt i tråd med tidligere teorier fremsat af ornitolog Richard Prum, som har talt for, at mandlig homoseksualitet ligefrem kan være et udslag af, at kvinder har foretrukket mænd med en stærk prosocial holdning frem for andre mænd, fordi det har sikret, at de lettere har kunnet indgå i de tidlige menneskegruppers vigtige sociale netværk.
Umiddelbart virker Barron og Hares beskrivelse af mekanismerne bag udviklingen af homoseksuel adfærd hos det selvtæmmede menneske langt mere overbevisende end Wranghams. Men der er stadig meget, de ikke kan forklare. Et af de åbne spørgsmål er, hvorfor homoseksualitet netop kommer til udtryk på det seksuelle område, hvis den udspringer af sociale egenskaber, som ikke synes at have nogen direkte sammenhæng med vores seksualitet? Den form for samarbejde, som i ovenstående teorier kobles til udviklingen af homoseksualitet, resulterer normalt ikke i udviklingen seksuelle følelser. Så hvorfor skulle denne form for social adfærd resultere i seksuel tiltrækning til ens eget køn?
Spørgsmålet er i det hele taget, om de mange teorier, som forsøger at forklare homoseksualitet som en konsekvens af forandringer af vores sociale natur, er på rette spor. En anden mulig forklaring på homoseksualitetens udbredelse kunne hænge sammen med den øgede adfærdsvariation, som er et generelt træk ved tamdyr. Selvom homoseksuel adfærd langtfra er ukendt i den vilde natur, oplever man typisk en tydelig stigning i forekomsten af homoseksuel adfærd blandt vilde dyr i fangenskab såvel som blandt tamdyr. I visse tilfælde kan denne adfærd opfattes som en form for ”erstatning” for en udlevelse af vilde instinkter, som ikke kan komme til fuldt udtryk i fangenskab, lidt ligesom de mange eksempler man kender fra f.eks. soldater, søfolk eller indsatte, som ikke har haft kontakt med det modsatte køn gennem længere tid.
Den øgede adfærdsvariation udspringer dog primært af, at tamdyr ikke længere er udsat for samme selektionstryk udefra, både når det gælder truslen fra rovdyr, og når det gælder forplantning, idet det ikke længere er dyrene selv, som bestemmer, hvem der får lejlighed til at parre sig. Endelig kan en mere varieret seksualadfærd også hænge sammen med den udprægede legeadfærd, som er typisk for tamdyr, og som åbner for en mere løs eller eksperimenterende seksualadfærd. Som beskrevet i kapitel 5 af Menneskedyret (s. 94-98) kan bonoboernes løsslupne seksualadfærd, som netop går på kryds og tværs af køn og aldersgrænser, muligvis udspringe af en generelt mere legende og eksperimenterende tilgang til tilværelsen, som hænger sammen med deres formodede selvtæmning.
I modsætning til ovenstående forklaringer, som søger at beskrive homoseksualitet som en bieffekt af udviklingen af vores særlige sociale natur, kan homoseksualitet og andre varianter inden for menneskets seksuelle orientering og adfærd altså lige så vel forklares som en konsekvens af den øgede variation, som er opstået i kølvandet på menneskets selvtæmning.
Det, som taler imod en sådan forestilling, er dog, at homoseksualitet langtfra altid ledsages af en mere åben tilgang til, hvem man fatter romantiske eller seksuelle følelser for. Selvom der ofte vil være et vist overlap mellem homo- og biseksualitet, er det langtfra altid sådan, at homoseksuelle naturligt vil fatte forkærlighed for begge køn. Det er tværtimod et af de tilbagevendende argumenter for, at homoseksualitet er lige så ”biologisk” som heteroseksualitet, at der ofte vil være en lige så medfødt og naturlig tiltrækning mod samme køn, som den eksklusivt heteroseksuelle føler for det modsatte.
At opfatte homoseksualitet ene og alene som udslag af en mere afslappet eller udvidet opfattelse af, hvem man typisk falder for, er derfor heller ikke nogen fyldestgørende forklaring.
Af ovenstående grunde føler jeg mig personligt ikke særligt overbevist af hverken Wranghams eller Barron og Hares teorier om forbindelsen mellem homoseksualitet og menneskets selvtæmning. Jeg har derfor heller ikke taget deres teorier om homoseksualitetens oprindelse med i Menneskedyret, selvom emnet var med i det oprindelige udkast.
Selvom der efterhånden er foreslået mange forskellige forklaringer på, hvorfor homoseksualitet optræder med så stor hyppighed hos det moderne menneske, findes der stadig ikke nogen simpel eller enkel forklaring, som sammenfatter det hele. Det gælder også de teorier, som tager udgangspunkt i menneskets selvtæmning. Måske fordi der ganske enkelt ikke findes nogen simpel eller enkel forklaring på, hvorfor nogle mennesker er homoseksuelle, mens andre ikke er.
I stedet for at drømme om at få en enkel og enstrenget forklaring på, hvor homoseksualitet stammer fra, kan vi måske i stedet drømme om, at de mange forskellige forklaringsmodeller, som hver især peger på forskellige aspekter af menneskets seksuelle variation, kan bidrage til, at vi i større grad accepterer homoseksualitet og andre former for menneskelig seksualitet, som traditionelt er blevet betegnet eller beskrevet som ”unaturlige”, som en naturlig del af vores menneskenaturs forunderlige mangfoldighed?
Referencer:
Bogaert AF, Skorska MN (2020) A short review of biological research on the development of sexual orientation. Hormones and Behavior 119: 104659.
Roselli CE (2020) Programmed for Preference: The Biology of Same-Sex Attraction in Rams. Neuroscience and Biobehavioral Reviews 114: 12-15.
Wrangham R (2019) The Goodness Paradox: How Evolution Made Us More and Less Violent. Profile Books, London.
Barron AB and Hare B (2020) Prosociality and a Sociosexual Hypothesis for the Evolution of Same-Sex Attraction in Humans. Frontiers in Psychology 10: 2955.
Luoto S (2020) Did Prosociality Drive the Evolution of Homosexuality? Archives of Sexual Behavior 49: 2239-2244.
Barron AB (2020) Response to Luoto’s (2020) “Did Prosociality Drive the Evolution of Homosexuality?” Archives of Sexual Behavior 49: 2245-2246.
Prum RO (2017) The Evolution of Beauty: How Darwin’s Forgottten Theory of Mate Choice Shapes the Animal World – and Us. Doubleday, New York.